Personlig udvikling,  Valgets Kraft

I bagkundskabens lys

For noget tid siden skrev jeg et blogindlæg om at bekende kulør i kærlighedens navn. De reaktioner jeg har fået, har fået mig til at tænke over hvordan folk ser en. Og ikke mindst over folks evne til at erklære ting i bagkundskabens lys. Vi kender det vist alle, og har en eller flere gange måtte erkende, at det er det vi gør.

Min fortælling og reaktionerne derpå

Det blogindlæg, der har fået tankerne til at flyve er dette. I det fortæller jeg om en del af min vej i kærlighedens tegn. Jeg fortæller om, hvordan jeg gennem årene har elsket både kvinder og mænd. Og hvordan jeg har svært ved at se mig låst i en kasse. At for mig handler det mere om det menneske, der står foran mig, end om, hvordan han/hun er indrettet anatomisk.

Reaktionerne på mit ærlige blogindlæg har været meget positive. Jeg har fået søde kommentarer både på facebook, instagram og private beskeder. Det er ikke det, der har fået tankerne i gang. Det der har fået mig til at spekulere videre, har været de rigtig mange kommentarer om, at det havde folk faktisk tænkt. Da de mødte mig. Senere. Nogle sågar mange gange. Altså ikke at jeg er farveblind. Men at jeg er til piger.

Hvorfor mon?

Og så er det jeg begynder at spekulere. For hvad er det ved mig, ved det jeg udstråler, der gør, at folk der møder mig tænker; hende der – hun må være til piger. Jeg anerkender og ved, at jeg har en stor portion maskulin energi. Jeg er et handlingens menneske, jeg kan lave alt – det jeg ikke ved, kan jeg lære. Jeg håndterer værktøj uden frygt. Jeg formår at være både mor og far for mine børn i hverdagen. Men er det bare det? Det ved folk jo ikke når de møder mig?

Ser jeg ud på en speciel måde? Eller udsender jeg vibes jeg ikke er klar over?

Mine tanker har selvsagt også vandret over i retning af de mange, der altid melder ind, når et forhold er endt. Eller når en udlejer er en skid. Eller når nogle behandler en dårligt. Folk vidste det. Er den reaktion man igen og igen møder. Jeg havde nok på fornemmelsen at det ville gå sådan. Eller når udlejeren er en skid; jeg vidste godt han var et fjols… Men hvorfor har folk så ikke sagt noget – advaret – inden man involverede sig. Handler begge dele mere om visdommen i bagkundskabens lys? Eller er det første noget andet? Og så handler det andet her måske om berøringsangst?

Læring via erfaringer

Vi kan naturligvis argumentere for ikke at advare, når vi ved at den nye partner er et fjols, eller udlejeren er en svindler. Hver person skal selv lære af sine erfaringer, og der kan ligge vigtig læring i de fejlslagne forhold. Den køber jeg, men hvorfor så erklære, at det vidste man fra starten?

Som i kan høre har jeg mange overvejelser og ingen svar. Og mine tanker er også i mange retninger. Først og fremmest – hvad gør, at folk mener at vide at jeg er til piger, når de møder mig? Og dernæst, som følge af de tanker – for er det blot en erklæring i bagkundskabens lys? Hvorfor advarer folk ikke inden man indtræder i de usunde forhold, uagtet relationen? Og hvis det er i læringen via erfaringernes tegn – hvorfor så erklære sin forhåndsviden inden?

Mange spørgsmål – ingen svar. Men måske kan du hjælpe mig?? Har du svaret, hvad enten det er på den ene eller anden undring, så del den endelig. Her, på min facebookside, på instagram eller pr mail. Hvis jeg bliver klogere, så lover jeg at dele det med jer – i bagkundskabens lys. 😉

bagkundskabens lys

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *