Livet med kroniske smerter,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Begrænsninger

I livet med kroniske smerter kender vi til begrænsninger. Ja i alle liv, møder vi begrænsninger. For os, der lever med smerter, udmattelse og træthed er det en hverdagsudfordring. For andre, opleves det mere, når livet viser tænder, når nye – eller gamle – traumer rammer. Og når begrænsningerne rammer, så mærkes alt. Så er kunsten at håndtere det, ikke at slippe fra det.

Nye måder at tackle på

Gennem det meste af mit liv har jeg flygtet fra, og lukket ned for, traumer. Jeg har gemt dem væk, langt inde i hjernens glemsel, jeg har lukket døren derind og låst af med 48 låse. Og så har jeg klistret smilet på, og fortsat “det gode liv”. Når jeg sætter det i citationstegn, så er det fordi, jeg i dag har lært, at først når vi tør se på modgangen og forholde os til den, SÅ kan vi ægte leve det aller bedste liv.

Men som sagt brugte jeg størstedelen af mine første 30 år på at lege struds. Jeg gemte mig, og jeg stak hovedet i busken. I forbindelse med fødslen af mit andet barn, begyndte jeg en rejse hjem og ind i mig selv. De første år med spæde forsigtige og tøvende skridt, men som årene gik, og jeg blev mere erfaren og modig, foregår mine erkendelser og selvudvikling med syvmile skridt.

Ny måde at se og tackle begrænsninger på

I takt med at jeg blev bedre til at finde ud af, at jeg ikke bare kunne vende alt indad og gemme det væk, blev jeg også bedre til at vælge, hvad der skulle have lov til at fylde, og hvad der ikke skulle.

Og det gælder på mange måder alle aspekter af livet. Jeg skriver lige pt på min bog Vejen til det gode liv. Det har faktisk været en utrolig spændende proces. Både fordi den har ændret sig så radikalt, men også fordi, at jeg nu ser på alle de udfordringer livet har bragt mig, med modigere, og mere åbne øjne. Det betyder også, at jeg har opdaget følger af nogle episoder, som jeg simpelthen har været blind overfor. Selv i denne proces af konstant selvudvikling jeg har været på de seneste 12 år ca. Men jeg kan endnu engang konstatere, at det handler om valg. Jeg har valgt at fokusere på hændelsen, ikke på de tråde det har trukket. Men nu vælger jeg noget andet.

Modet til at vælge

Når vi endelig finder modet til at se på de svære ting, på begrænsningerne, og på traumerne, uden skyklapper på, og med åbenhed, så får vi samtidig friheden og magten over modgangen og begrænsningerne via valget power.

Det kan også være i forhold til smerternes begrænsninger. Jeg har de seneste uger haft mange smerter, en stor udfordring med udmattelse og generel træthed. Alligevel valgte jeg i dag at tage i Ikea med min ældste og yngste. Og vi havde en fest. Alt den latter jeg har fået på den tur, har visket udmattelsen væk, og jeg vælger at lade de lykke momenter veje tungere end at smerterne blev forøget. I morgen vælger jeg at køre helt til skagen, for at skrive, spise frokost og hygge med en kær veninde fra KBH, der er på skriveophold deroppe. Godt for smerterne? Nej, bestemt ikke… Godt for livet? JA, bare ja… Så ved jeg godt, at jeg må have op til flere hvile dage derpå, men sådan er det bare.

Det samme gør sig gældende i den personlige udvikling. Jeg har erfaret, at jeg siden jeg blev voldtaget som 15 årig, har haft store udfordringer med selvværdet, men kun i relationerne. Jeg kan ikke ændre hvad der er sket. Jeg kan ikke gøre noget ved alle de år, hvor jeg ikke havde modet til at tage min plads. Men jeg kan gøre noget nu. Jeg kan lave nye planer og regler og jeg kan passe på mig selv nu! Og jeg behøver ikke at vente. Jeg kan starte i dag. Deri ligger styrken. Deri ligger modet.

Øvelse gør mester

Det er ikke det nemmeste i verden at vælge så stærkt, hvad der må fylde og hvad der ikke må! Men det er noget der kan opøves. Jeg har arbejdet med det i mere end 12 år, og lærer som i kan læse stadig hver dag. Og jeg bliver udfordret hver dag, især på det fysiske. Men det giver mig jo alle de bedste forudsætninger for at øve, så det vælger jeg at være taknemmelig for. Og så prøver jeg bare at planlægge mig ud af det, så der bliver plads til hviledage og ro.

For livet må og skal ikke gå i stå uanset hvad der rammer os. Jeg elsker at have noget meningsfuldt at gå op i, så udover mine skriblerier har jeg pt gang i at få mere at lave på frivillig basis, for at hjælpe andre i min situation. Mit mål at er vælge vejen til det gode liv. Og for mig betyder det, at have værdifuldt indhold i livet!

Lader du dig begrænse af udfordringer og modgang, af traumer og smerter? Og hvad ligger der i det gode liv for dig? Deltag gerne med en kommentar her, på facebook eller instagram

begrænsninger

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *