Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Bitterhed og jalousi

Jeg tvivler på, at nogen af os kan sige os fri for at have stiftet bekendtskab med disse to følelser. Bitterhed, jalousi og misundelse er følelser, som er følgesvende i livet. Men det er ikke noget, nogen af os har særlig meget lyst til at stå ved. Men i dag vil jeg tage sårbarheden til mig og stå ved det grimme. Og fortælle om mine tanker og følelser med disse ansigter.

Når det grimme ansigt kigger frem

Jeg tror dybt og inderligt på, at det vi sender ud, er det vi får tilbage. Derfor prøver jeg altid at gøre det rigtige, at erkende, når de grimme følelser kigger frem, men så hurtigst muligt opløse dem, og erstatte dem med andre. Men i dag vil jeg, for at hylde sårbarheden og ærligheden, smide filteret. Jeg vil dele noget af mit mørke med jer. Vise jer, at vi alle har den – bag facaderne, bag skærmene. Vores mørke har forskellige ansigter og karakterer, men det er med til at danne hvem vi er.

Jeg plejer gerne at sige, at jeg har en drøm om, at når jeg som gammel sidder og kigger tilbage på det livsmaleri, der er mit, så vil jeg se på et mageløst maleri. Et maleri, der har et væld af klare smukke farver, men også et, der har mørke dybe farver. Ikke dominerende, men som en bund og en kontrast til det lyse. Uden mørke intet lys. Så jeg tror ikke på at undgå mørket og det grimme. Jeg tror bare på, at lyset skal have mest plads. At mørket skal bruges til læring og erkendelser.

Min bitterhed og jalousi

Jeg har i dag lagt mærke til endnu et af de områder disse følelser kigger frem i mit liv. Jeg er meget bevidst om, at det kommer op i mig igen og igen i venskaber. Jeg har blandt andet skrevet om det her, hvordan jeg igen og igen føler, at jeg selv forsøger at være opmærksom på mine kære, men atter og igen oplever at række hånden ud uden at blive grebet.

Når jeg så får følelsen af at de selvsamme venner formår at huske at prioritere andre venner, så rammer bitterhed, jalousi og følelsn af at være mindre værd. Jeg mærker følelserne, forsøger at lade dem være for det de er, og så slipper jeg dem. Forsøger at se på, hvad det er inde i mig, der gør, at følelserne blusser op. For det er ikke andre, der gør noget ved mig, det er mig der lader det ramme.

Det er noget jeg bliver mere og mere bevidst om, især i denne tid, hvor jeg graver i min fortid, skriver min bog og lader fortiden få orde igen. Jeg er i en proces, hvor jeg med mit liv viser, hvordan vi kan vælge det gode, uanset hvad der har ramt os. Men trods bevidstheden, så kan vi altid blive klogere. Det erfarede jeg i dag.

Fornyet læring

Som i ved, betyder bloggen meget for mig, og det er jer, der læser med, som er skyld i livet her på bloggen. Jer der får mig til at elske at formidle og dele. En af måderne at lade folk vide, at jeg eksisterer her i cyberspace, er ved at dele på de sociale medier. Og de er på mange måder mine hade/elske objekter.

Jeg har ambivalent forhold til dem, men har erkendt, at de er vigtige i forhold til at blive set og læst. Og når man, som jeg, har et dybfølt ønske om at formidle, så følger de sociale medier med. Og det gør livet derinde også.

På samme måde som i venskaber, førsøger jeg at like og dele og kommentere ved andre, for at hjælpe dem med at blive set. Det man gør for andre er det man selv modtager…. Men i dag blev jeg atter konfronteret med mine følelser af bitterhed og jalousi. For jeg har mange, som bruger min vejledning og råd. Som søger mig, når verden er hård, eller når tvivlen nager. Men når de roser andre for deres kunnen, så er jeg sjældent med i puljen af dem, der nævnes.

Når jeg sidder her og skriver det, så smiler jeg af mig selv, for i virkeligheden er det uendelig ligegyldigt at blive anerkendt i det offentlige rum. Jeg ved jo, at de værdsætter mig i det private og virkelige liv. At de er taknemmelige for det jeg er og gør. Men alligevel er der noget i mig, der rammes, når jeg forbigåes, og jeg ikke modtager anerkendelse i det offentlige space.

Selvværd og sårbarhed

I bund og grund handler det om en iboende snert af det selvværd, jeg manglede, da jeg var ung. Et selvværd, der var blevet ødelagt af hændelser, der ramte mig. I mange år troede jeg ikke, at jeg var sådan en, der blev bemærket. Jeg følte mig altid som den grimmeste, den kedeligste, den mest intetsigende. Jeg tror, at når følelserne af bitterhed og jalousi rammer mig nu, omend flygtigt, og på en så tydelig måde, at jeg kan grine af det, så er det en rest af den usikkerhed, jeg bar i mig, da jeg var en stor pige og ung kvinde.

I dag tør jeg se på dem – følelserne. Jeg tør være med dem, og ved, at de ikke gør mig til et dårligere menneske. Jeg hviler nok i min kunnen og viden til at kunne slippe følelserne med et smil, efter at have kigget på dem, og erkendt, at de stadig har lidt tag i mig. Men sådan har det ikke altid været. Og vigtigst af alt. Det har aldrig handlet om, hvad andre gjorde eller ikke gjorde. Det har handlet om mig, mit selvværd, det jeg tillod at lade påvirke.

Dermed ikke sagt, at jeg begik fejl – eller at i gør – når vi mærker de lidt grimme følelser. Vi er blot ofre for at være menneskelige væsner, med menneskelige følelser. Med frygt for afvisning, udelukkelse og ensomhed. Så vær kærlig ved dig selv, når de viser sig. Giv dig selv et mentalt kram og mind dig om, at du er god nok. At dit lys skinner smukt og klart. Og når du mærker det, så vær nysgerrig omkring, hvorfor de rammer. Hvorfor det somme tider føles som om, at du skal kæmpe mere end de fleste. Og find fred med det. Tilgiv dig selv, for at blive ramt af usikkerheden og hyld dig selv i kærlighed. Og måske gør som mig… Grin lidt af dig selv. Det er jo blot følelser, og det er ikke hvem vi er.

Har du mærket bitterhed og jalousi?

bitterhed og jalousi

2 kommentarer

  • Tina Lindskov Sørensen

    Hej Zannaibina

    Det kunne lige så godt have været mig der skrev det her indlæg For hold da op, jeg kan sagtens kende mig selv i det. Og det irriterer mig helt vildt at jeg lader mig gå på af hvad andre gør og ikke gør på de sociale medier.
    At jeg lader mig påvirke af at den og den aldrig kommentere på mine opslag… men altid på alle andres. Det kan jo være så lige meget. Og alligevel rammes jeg ind imellem.
    Nok fordi jeg godt kan lide den person og ville ønske jeg også blev set og hørt.
    Og ang. venskaber er det nøjagtig det samme for mig, som det du skriver. Øv, hvor bliver jeg tit skuffet eller såret, men siger aldrig noget. Det arbejder jeg med at ændre på…
    Helt rart at se/høre at man ikke er den eneste med de tanker og følelser ❤️
    Mvh Tina

    • Zannaibina

      Hej Tina,
      Tak for din søde og ærlige kommentar… Jeg er ked af, at du genkender det, for det ønsker jeg ikke for nogen. Men det er godt at du, som jeg, ser det i øjnene og erkender det.. For det er jo første skridt til at erkende og slippe det igen… ❤️
      Synes du er drøn modig at stå ved det her på min blog… Du er et sejt og enestående menneske – husk det..
      Kærligst,
      Zanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *