Hverdagslivet,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

En rigtig ven

I weekenden genhørte jeg en sang, der har haft stor betydning for mig. Det er denne En ven i nøden. Den fik mig endnu en gang til at tænke lidt over det med venskaber. Om at være en “rigtig ven”.

Kan man definere en rigtig ven

Jeg ved ikke om der specifikt kan sættes en label på, hvordan man er en rigtig ven. Det afhænger meget af situationerne, menneskernes relation og hvilke behov vi hver især har. Men en af de vigtigste ingredienser til at være det, ligger i det at se modparten i venskabet.

Jeg har mange gange funderet over det at blive set. Sådan rigtig set, af mennesker, der forstår, eller ihvertfald er modige nok til at prøve. Jeg har få gange mødt mennesker, hvor jeg fra første færd har haft en følelse af at blive set. Klart, rent og præcist hvem jeg er, og hvad jeg har brug for.

Desværre synes jeg, at der er en stigende tendens til at have nok i sig selv. Alle har så travlt med livet, at de glemmer at se sig om. Samfundet i dag er bygget til stress og jag. Til konstant at jage noget. Velfærd, rigdom, lykke – Ja sågar tid. Det ironiske er, at i jagten på alt dette, så glider tiden. Fokus kommer til at ligge på sig selv og den vinding, der ligger i nærvær og samvær, den mistes i højere eller mindre grad.

Mine erfaringer

Jeg har mange venner. Rigtig mange. Også en del, som jeg ved, at jeg altid kan ringe til, hvis lokummet brænder. Alligevel oplever jeg igen og igen at føle mig forladt. Især når lokummet brænder. Jeg oplever det ikke som uvilje, men jeg er nok mest den man kontakter, når man har det svært. Når noget skal vendes, når noget skal heales.

Derfor falder jeg ofte, som Anne Dorte synger om, uden at nogle ser det. Og når jeg rækker hånden ud, så er det ofte med en følelse af, at ingen griber den.

Måske handler det om, at jeg ikke råber højt nok. Måske handler det om, at alle har meget i deres liv. En ting er jeg sikker på, det handler ikke om manglende kærlighed eller vilje.

Så er det en tendens? Har vi virkelig skabt en jord, hvor vi ikke har tid og overskud til at kere os om hinanden? Og er vi egentlig okay med det?

Vi må selv arbejde på at være en rigtig ven

Jeg forsøger selv at huske at spørge til mine venner – især når jeg ved, at de er igennem hårde perioder. Det er selvfølgelig svært at nå alle, men jeg prøver at minde mig om, at jeg ikke kan tage for givet at de har andre. Så jeg ved, at jeg fejler fra tid til anden. Men jeg ved også at jeg gør mere end de fleste. Ikke fordi jeg er bedre, men fordi jeg er blevet bevidst.

Nogle gange tror jeg vi får lullet os ind i en trøst om, at de andre nok har andre, der tager sig af dem. At de har mange venner. Men lad os alle huske på, at det er et generelt problem på denne smukke moder jord, at det at have travlt og være stresset er blevet norm. Det er blevet normen at være adskilt.

Men lad os beslutte os for at ændre det – sammen. Lad os blive bedre til at kere os. Til at bruge de der 3 min til at skrive til vores venner og tjekke ærligt ind, om de har det godt. Lad os sammen blive bedre til at se og gribe de udstrakte hænder. Lad os modarbejde travlhed, stress og jag. Kun sådan kan vi ændre verden og øve os i at se hinanden bedre.

Husk at du ikke kan tage for givet at hende ved siden af har en anden, der ser hende. Så du må se op. Vi kan gøre set sammen. Åbne op for at vi hænger sammen og er et – på godt og ondt.

Har du været en rigtig ven i dag? ellers er der tid endnu!

en rigtig ven

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *