Hverdagslivet,  Valgets Kraft

At fejre livet og alt deri.

Forleden dag talte jeg i telefon med en kær veninde. Hun har netop afsluttet en uddannelse, og i den forbindelse kom vi til at snakke om det at fejre. For husker vi at fejre nok? Har du nok ting, du finder værdige at fejre? Og hvem sætter standarten for, hvad der er stort nok til at fejre.

Intet er for småt

I vores familie har vi altid værdsat fejring. Vi fejrer alt fra hverdage til succeser. Især da børnene var yngre (de store forståes), holdt vi meget ofte hverdagsfester. I dag fejrer vi at det er onsdag. Vi lavede ekstra god mad, fik dessert, pustede balloner op eller andet der markerede at den dag var en festdag, som vi fejrede. Vi fejrede også små og store succeser.

Jeg er stor tilhænger af at fejre. Tænk over det – hver morgen vi vågner op, så er der faktisk en fantastisk ting at fejre. Vi fik endnu en smuk dag, fyldt med muligheder for at træffe stærke valg.

Livet får større værdi og glæde

At fejre falder godt i tråd med min generelle livsfilosofi, om at vælge vejen til det gode liv. Jeg har på ingen måde en tro på, at vi kan gå i gennem livet uden modgang. Et hurtigt kig på mit eget liv, er et ret godt bevis på det. Men jeg tror på at jo lettere vi tager det, jo mere vi øver os på at vende det hele til noget positivt, jo mere vi, ved at fejre, inviterer glæden ind i livet, jo bedre bliver livet. Modgange til trods.

Når vi fejrer, så markerer vi de gode ting. Vi får dem til at vokse. Vi tilfører øget værdi til de små stjerner på vores vej. Det gør at vores generelle lykkefølelse vokser, og det bliver dermed lettere at få øje på de gode ting, det bliver lettere at sige pyt og det bliver meget lettere at vælge vejen til det gode liv – hver dag.

Dagens opfordring

I dag vil jeg derfor opfordre dig til at fejre noget. Om det er en succes, du har haft for nyligt. Om det er, at du var modig i dag. Om det er, at det er onsdag og livet er skønt. Det er lige meget. Men sørg for at at holde en lille fest. Lad glæden og begejstringen fylde din krop. Pynt aftenbordet med en blomst eller et flag, pust en ballon op eller pust en cerpentin ud som pynt. Det er ikke vigtigt hvad du gør, bare du gør noget. Og tillader dig selv at smile lidt ekstra, fordi du gjorde det.

I dag vil vi herhjemme fejre, at jeg har trænet tredje dag i træk, og stadig kan bevæge mig. Vi vil fejre at min søn har landet en drømmepraktikplads. Vi vil fejre, at min ældste datter har fået lavet sin bøjle. Og vi vil fejre det lys, min yngste datter spreder hver eneste dag, bare fordi hun var stædig nok til at lande i vores midte trods alle odds. Og så vil vi fejre vores lille hund, der fylder to i dag!

Og for at vende tilbage til min seje veninde, med en uddannelse i hus – endda med et flot resultat! Vi skal selvfølgelig ud og fejre det i morgen sammen.

Del gerne hvad du vil fejre i dag og lad os inspirere hinanden. I kan dele både her, på facebook og instagram. Så hit me – hvad fejrer DU i dag?

fejre

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *