Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Forløsning i valg

Siden min barndom har hestene fyldt en central del i mit liv, jeg har med undtagelse af få perioder, altid haft hest siden jeg fik min første pony som 9 årig. Det har været et valg og et stort behov. Det var på mange måder hjørnestenen i mit gode liv. Men for snart to måneder siden gav jeg slip på det efter mange mange overvejelser. Valgte at slutte den epoke i mit liv, og dermed åbne døren for noget nyt og ukendt. Det endte med at give en stor forløsning.

Beslutningen

Hestene har altid givet mig stor glæde og ro. De har holdt mig fast når jeg mistede fodfæstet, har bragt lys og glæde, når mørket har været tæt og har givet ubetinget kærlighed når jeg har været mest alene. Alligevel var det begyndt at gå op for mig, at de også det seneste år, havde givet mig øget smerter og udmattelse. At der, selvom jeg endelig havde hest, der var perfekt, var flere minusser end jeg havde lyst til at indse. Jeg brugte mange dage, ja uger sågar, på at overveje. Skulle jeg atter omlægge måden jeg havde hest? Kunne jeg gøre noget for at mindske forbrug af ressourcer? Var der noget der ville ændre, den følelse jeg havde? Det gik langsomt op for mig, at det var der ikke. Måske mest af alt, fordi jeg grundet de store omkostninger, det havde for mit smerteniveau og min udmattelsesgrad, havde mistet geisten. Jeg var træt, og hver dag jeg skulle ud til hesten, blev kærligheden til hende, overskygget af træthed, udmattelse og frustration.

Konsekvensen

Jeg begyndte derfor at lede efter det perfekte hjem til min smukke søde ismule. Mange venner og familiemedlemmer undrede sig. Ventede på at jeg fortrød. Men jeg fandt det perfekte hjem til min hest, sagde farvel, og sendte hende videre i livet med kærlighed og ro i maven. Tro mod mig selv og det jeg mærkede. Tro mod de erkendelser jeg havde gjort og det valg jeg havde truffet. Mange venter stadig på at jeg fortryder. Forventer at jeg savner det for meget. 

Men denne gang var mit farvel til et liv, der var viet 80% til hestene, en beslutning taget med hjertet og tro mod mig selv. Tro mod de drømme jeg har for fremtiden. Min datter har stadig hest, og det bringer mig stadig glæde og kærlighed at følge dem på deres fælles rejse, men savnet til selv at bruge så meget tid på den passion, er ikke eksisterende.

Forløsning

I stedet har det at finde modet til at give slip, givet mig en kæmpe forløsning. En lettelse og en styrke i at være vokset af at tage en svær, men autentisk beslutning. Nogle gange er de sværeste beslutninger dem, som er allermest rigtige. Det vigtigste er at have hjertet med, og på den måde sikre at valget kommer fra rette sted. Jeg har tidligere droppet hestene, men dengang ud af frustration og desperation. Og derfor var det ikke dengang den rigtige beslutning at slippe. Dengang kom der ingen forløsning, og savnet til livet med hestene kom hurtigt og intenst tilbage.

Det er blandt andet på grund af ovenstående eksempel, at jeg i så høj grad formidler, at vi skal VÆLGE det gode liv… At vi skal blive bedre til at lytte til hjertets visdom og derigennem være mere selvkærlige.

Husker du at man selv kan vælge alt det gode til? 

Forløsning i valg
forløsning i valget om at give slip

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *