Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter

Hverdagsglimt

Kender du det, når alting går i stå? Når viserne på uret kører dobbelt hastighed, og alle dine planer smuldrer mellem dine fingre? Måske kender du følelsen af, at alting er lidt sværere at komme i gang med end det plejer. Det gør jeg, og jeg vil dele et lille hverdagsglimt fra et liv med kroniske smerter.

Tidligt op

Klokken er 06.00 og vækkeuret ringer. Jeg vender mig langsomt om, får fat i telefonen og så vækkeur fra. Kroppen er stiv og øm, vil ikke helt reagere på de ting jeg beder den om. Jeg får meget forsigtigt vippet ben ud over kanten af sengen, og med møje og besvær får jeg kroppen i siddende stilling. Min yngste ligger i sengen ved siden af, hun sover endnu.

Langsomt får jeg led strukket ud og kommer op, jeg lister ind og vækker den mellemste, som skal ud og lufte hunden. Jeg får klaret en let morgentoilette og får kroppen ned af trapperne – det er heldigvis lettere end op ad. Jeg er ikke så god de første 30 min om morgenen. Jeg vækker ældste, der suser i bad og imens han bader og mellemste er ude med hunden vågner yngste. Jeg må derfor forcere trapperne op igen. AV.

Vel nede får jeg yngste placeret på bordet, får smurt madpakkerne. Gigten i hænderne er slem – påvirket af det voldsomme vejrskifte der har været de seneste uger. Men får klaret det og går i gang med at lave morgen vafler til mine dejlige børn. Stearinlysene er tændt og musikken spiller og humøret er godt hos os. Den lille og jeg sludrer og hygger indtil den ældste kommer ind. Han overtager vaffelbagningen, så jeg i stedet kan lave min morgenshake. Mellemste og hund kommer hjem, og mens hunden leger med katten, får hun dækket bord.

Den yngste beslutter sig for at ville have nattøj på i børnehave, og jeg sender en stille tak, så slipper jeg for trapperne for at hente tøj til hende. De er sjovest, når jeg lige har fået lidt mere gang i kroppen.

Formiddag

Da børnene er godt afsted, kører jeg direkte op og træne. På den måde får jeg det gjort, og jeg får det en smule bedre i kroppen. Smerterne bliver ikke mindre, men jeg øger mit velvære. Jeg har altid elsket at være aktiv, og noget så banalt som kroniske smerter, skal og må ikke ødelægge den glæde.

På vej hjem i bilen lytter jeg til en spændende lydbog, så da jeg kommer hjem lader jeg den fortsætte. Jeg laver en kop kaffe og sætter mig i lænestolen. Jeg spiller et ligegyldigt tænkespil på telefonen, mens jeg lytter til historien udspiller sig – det er Julie Berthelsen der læser den, og det gør hun godt.

Da jeg kigger på klokken er den blevet over 10. Formiddagen er halvt brugt og jeg har lavet ingenting. Jeg har ondt i dag, men jeg ved med mig selv, at jeg får det værre de dage jeg slet intet laver. Både fysisk og mentalt. Så jeg slukker bogen, finder pc frem og begynder at dele mine tanker på bloggen. Det elsker jeg, men mærker godt, at jeg skal forsøge at begrænse mig, for hænderne gør ondt.

Da jeg har delt bloggen, tager jeg et bad. Det tager tid, for alt er mere omstændigt de dage, hvor alting gør ondt i fuld styrke. Men jeg sætter let og glad musik på, synger højt med og tvinger kroppen ud i en fjollet dans, der får mig til at grine af mig selv. Det er vigtigt – især de dumme dage – at grine af sig selv. Jeg vælger at sætte lys på mine små hverdagsglimt af latter og lykke, så de fylder mere.

Eftermiddag

Efter en let frokost (læs nem, for gider ikke bruge kræfter på en masse) giver jeg mig selv en pause og ser et par afsnit af min serie på netflix. Jeg ved godt, at hovedet helst vil, at der skal ske mere end det, men børnene skal også ha lidt af mig når de kommer hjem, så jeg må styre mig, hvile, gemme et par skeer. (Lisbeth skriver fint om ske teorien her)

Jeg vælger at hente yngste i børnehaven tidligt. Hun har det stadig svært deroppe, så sørger for at hun har korte dage, og enkelte fridage hjemme, så ofte jeg har kræfter til det. Hun har heldigvis haft en god dag og er i skønt humør. Griner, synger og snakker et væk. Vi sætter os og tegner – det vil sige, hun tegner, jeg kigger på og snakker med hende om, hvad hun tegner.

Da vi har tegnet lidt smider vi os sammen i sofaen. Hun ser tegnefilm og serie. Det er mit behov, ikke hendes, men vi hygger med det. Ældste kommer ind, vi snakker lidt og så tager han lektierne frem.

En time senere ringer den mellemste, at hun gerne vil hentes ude ved hendes hest, så jeg hopper i bilen og henter hende. (læs går langsomt og adstadigt derud) Hun er glad, hendes hest var dygtig til træning i dag, og hun snakker og fortæller. Min hjerne glider på langfart – det er så træls, men det gør den når jeg er presset og jeg ikke helt kan rumme mere.

Aften

Jeg vælger at bage pandekager. Børnene har de seneste dage nævnt, at det er længe siden vi senest har haft pandekage fest, og selvom kroppen er dum, så vælger jeg at tage den til mig. Det er virkelig længe siden vi har holdt fest, så jeg sætter mig på arbejdsstolen og begynder at svinge pandekager. Snakken går lystigt inde i stuen, hvor børnene har gang i en livlig debat om noget, jeg ikke helt fanger. Mit hjerte svulmer af lykke og taknemmelighed over, hvor fantastisk en familie jeg har skabt, og mentalt lagrer jeg også denne stjernestund i min taknemmelighedstank.

Efter maden, hvor vi fjoller og snakker og driller hinanden kærligt på kryds og tværs, er de store søde at tage opvasken. Klokken er smuttet fra os, da vi hyggede, så jeg skal op og putte mindstemusen. Vi fanger alle zoo-dyrene der har gemt sig på hendes tænder og så hopper vi ind i min seng for at læse godnat historie. Hun vil gerne sove ved mig, og det må hun altid. Det handler om tryghed og ro, og det er der masse af i vores hjem. Efter historien, vil hun gerne jeg synger hendes baby Mollys godnatsang, og jeg finder på en lille sang om de ting, hun og Molly kan opleve i drømmeland.

Da hun er puttet, sætter jeg mig med en kop kaffe. Den ældste ligger i sofaen og ser youtube, den mellemste er gået på værelset og har begravet næsen i en bog. Jeg gør status over dagen, inden jeg om kort tid vil gå i seng.

De smukke hverdagsglimt

Det har været en fantastisk dag. Jeg har ikke været synderlig produktiv, men jeg har hygget mig, passet på mig selv – hvilket jeg ikke altid er god til. Og så lyttede jeg faktisk til, hvad jeg havde brug for. Dagen har været spækket med små stjernestunder. Latter, snakke med børnene, deres fjollerier, en sød besked fra en veninde, der havde fornemmet, at det var en lidt dum dag fysisk.

I morgen får jeg skrevet mere på bogen. Måske… Og hvis ikke, så finder jeg en kæmpe bunke stjernestunder og lader de små hverdagsglimt få værdi. For mest af alt holder jeg af hverdagen.

Hverdagsglimt
Gammelt billede fra en dag med mere overskud, med svømmehal og cafe.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *