Livet med kroniske smerter,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Men hvordan gør man?

Jeg snakkede med en kær veninde i dag, der spurgte, Hvordan gør man? Hun blev ramt hårdt i januar måned og lever nu med kroniske smerter og kognitive udfordringer. Hun er pt ramt af, hvordan man lærer det her med at leve med kroniske smerter. Hvordan opnår man et liv, oveni at være kronisk ramt af smerter. Jeg har efterhånden mange års erfaring, og lever i dag et rigt og dejligt liv, i ro med at jeg aldrig kan slippe af med smerterne og de udfordringer de bringer. Af den grund kunne jeg give hende lidt ro, og give hende et par gode råd. Derfor handler dagens blog om “hvordan gør man”? For det er ikke kun noget, der kan bruges i et kronikerliv. Jeg tror mine råd til hende, vil kunne bruges af alle – langt hen ad vejen.

Ske teorien

Ske teorien blev udviklet af Christine Miserandino for at forsøge at forklare sin veninde, hvordan det er at leve med Lupus. Men den er sigende for alle former for kroniske smerter. Hvis du læser et nogenlunde habilt engelsk, så gør dig selv den tjeneste at læse hendes eget skriv her.

I korte træk er det en måde at forklare ikke-kronikere, hvordan det er at leve et liv med kroniske smerter. Det er en måde at vise, hvilke begrænsninger det medfører at være kroniker.

Teorien kort fortalt

Som rask vågner man hver dag med et ubegrænset antal “skeer”. Man kaster sig ud i dagen uden tanker for, om man kan holde til det. For det kan man. Som kroniker vågner man med et meget begrænset antal skeer, og for at få dem til at strække, må man hver dag overveje, hvad man gør og hvornår.

Som jeg sagde til min veninde i dag. “Der er ikke mange der tænker på, at det at komme ud af sengen, kan koste op til flere skeer. Eller at man bruger en ske på at gå ud og tisse. For vi skal op derfra, hvor vi sidder. Vi skal ud på wc, vi skal knappe bukserne op, trække dem ned… Og det inden vi kan sætte os. Og så skal vi hele vejen den modsatte vej igen.” Jeg tror ikke der er mange raske der tænker på, hvor mange trin, der er før man rent faktisk kan lade vandet.

På denne måde gennemgår Ske teorien dagen, og viser, hvordan kronikerlivet kræver, at vi hvert moment overvejer, hvordan vi bruger vores skeer. For der er ikke flere hvor der kommer fra, vi kan til nød låne en fra den kommende dag – men hvordan bliver den dag så, med endnu færre skeer?

Balance

Så hvordan gør man? Mit råd handler om balance. Om at finde ud af, hvilken værdi de forskellige ting i livet har. For vi kan ikke nå alt. Vi har simpelthen ikke skeer til alt. Men vi skal ikke bare skære alt fra – vi skal stadig leve. Og leve et godt og meningsfuldt liv.

Lad os tage min veninde. Hun er et fantastisk inspirerende menneske, hvis arbejde gør en kæmpe forskel samfundsmæssigt. Hun har helt utroligt meget at byde på, og det hun byder ind med, gør faktisk en forskel. Men nu er det sådan, at hvis hun for eksempel taler en time med en journalist, så er hun kognitivt udmattet, og det er ikke muligt for hende at lave mere den dag, hvor hjernen skal bruges til.

Så skal jeg virkelig droppe det? Kan jeg ikke mere gøre disse ting? Mit svar til hende var, at hun skal i gang med at vurdere værdien i de ting hun deltager i. Ikke værdien for samfundsdebatten, ikke værdien for de mennesker hun hjælper gennem sit virke, men for HENDE! Somme tider vil det have en stor værdi for hende, alene p.g.a. værdien i samfundet. Så skal hun stadig prioritere en ske eller to på det. Men i de tilfælde, hvor det udelukkende har værdi for samfundsdebatten, så er hun nødt til at give stafetten videre og bruge sine skeer mere klogt.

Hvordan gør man?

Well, som udgangspunkt handler det, både for kronikere og raske, om at leve mere bevidst. Om at lære sig selv bedre at kende og finde ud af, hvad gør MIG glad? Hvad har værdi for mig? Jeg tror mange i dag, lever hurtigt, og med meget lidt fokus på, hvordan tiden bruges.

Den luksus har jeg ikke som kroniker, og hver dag de seneste 9,5 år, har jeg brugt på at vurdere, om det er det værd. Jeg har øvet mig igen og igen, på at finde ud af, hvem og hvad der er værd at bruge skeer på, og jeg har igen og igen lært på den hårde måde, hvem og hvad jeg ikke skulle bruge dem på.

Jeg er kommet langt – jeg har i dag et smukt og magisk liv, hvor jeg langt de fleste dage finder balancen. Hvor jeg, når jeg vælter i seng, på energien fra den sidste ske, ser tilbage på en dag, med en rimelig balance. Visse dage har jeg brugt i overtal af skeer, men det har været velovervejet.

Betaling ved kasse 1

Forskellen mellem raske og kronisk syge er, at hvis en rask bruger sig lidt for meget, så bliver han/hun lidt træt en dags tid eller to… Typisk lige efter. (savner dengang…) Når jeg har brugt for meget, så ved jeg regningen kommer og den er til øjeblikkelig betaling. Somme tider kommer den med det samme, men andre gange kommer den med et par dages forsinkelse. Det eneste man ved er, at der skal betales ved kasse 1. NU!

Det er derfor balancen er så vigtig, efter livet har smidt udfordringer i hovedet på en. For det er sjældent at prisen er lav. Og det er desværre også sjældent at det var det værd.

I dag har jeg fundet ro, og accept med min situation. Jeg har lært at værdsætte de positive ting, den har ført med sig. Jeg lærer mere og mere den svære balancekunst. Og jeg trives i det liv jeg har skabt. Det er ikke altid let at finde ud af hvordan man gør det, men i bund og grund handler det endnu en gang om valg. Det handler om, hver eneste dag at træffe det ene gode valg efter det andet. At vælge det, som øger livets kvalitet – også selvom det nogle gange betyder at betale ved kasse 1. Og det handler om at acceptere, at vi ikke længere kan alt vi brænder for. Derfor må vi vælge det, hvor passionen brænder stærkest.

Og det gælder jo i virkeligheden ikke kun os, der lever kronikerlivet. Hvis alle fulgte den opskrift, ville deres vej til det gode liv, blive klarere og lettere. Og der ville blive frigivet tid til det, der virkelig tæller. Hvad tænker du? har du fundet ud af hvordan man gør? Har du fundet balancen?

Skriv gerne i kommentar herunder og lad os starte en debat om, hvordan vi bedst finder ud af det? Hvordan balancepunkter skabes og holdes.

Kærligst,

Zanna

Hvordan gør man

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *