Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter

Kørt over af en damptromle – kroniske smerter

Livet med kroniske smerter er ikke altid en dans på roser. Det er ikke ensbetydende med, at livet er dårligt. Men nogle dage, ville jeg ønske, at det var dagen efter. Sådan en dag er det i dag.

Dejlig dag – til den vendte

I dag skyldes det, at jeg i går troede jeg var supermand. Jeg havde lovet en veninde at køre med ned i landet, og hjælpe med at få hendes heste godt læsset i lastbil, så de kunne komme hjem fra hingst.

Det var en dejlig dag, der var gået en del tid siden, vi sidst havde hygget, så vi nød at få opdateret og snakket. Vel ankommet fik vi hestene læsset uden alt for mange sværdslag. Den ene går lige op, hvor den anden skal hjælpes lidt og have god tid. Vi er vant til at samarbejde om det, så der var ro på. Den der stod og ventede på den anden, blev lidt urolig, da hestene udenfor løb omkring. Men ikke mere, end vi fik ro på.

Hestene blev sendt afsted, men allerede få minutter efter ringede vognmanden, at den urolige hest, havde fået et ben op i hønettet og sad fast.

Supermand – eller ikke

På 0,5 var vi nede ved lastbilen, og da jeg var den mest mobile, trods handikap, kastede jeg mig ud i at kravle over 1,5 m høje skillevægge for at se hvad der var sket. Jeg fik en stige bugseret over, og stående på den, fik jeg skåret hønnettet ned.

Jeg fik fat i en knagerække og ved hjælp af den, hængende ud over kanten på skillevæg, fik jeg nettet op, så hun ikke kom mere til skade i den.

Prisen

Heldigvis endte situationen godt. Hestene kom hjem, og selvom hesten har fået en forstuvning, og skal have lidt ro, så var det billigt sluppet. Heldigvis..

I dag er det så, at jeg føler det som om, at jeg er kørt over af en damptromle. Jeg har ondt i alle led. Jeg er blåviolet her og der og alle vegne. Og jeg er træt helt ind i knoglemarven. Det er konsekvensen, når man handler.

Jeg, og min veninde, der er lige så skadet som jeg, er begge typerne, der handler når uheldet er ude. Vi kigger på hinanden, laver en hurtig vurdering, og så gør vi det, der må gøres. Især når det handler om vores dyr. Inden livet med kroniske smerter, børstede jeg blot støvet af bukserne og levede videre uden yderligere tanker på det. Men det har ændret sig.

Læringen efter mange år med kroniske smerter

I dag har det altid store konsekvenser. Jeg ved det – men det ændrer ikke min handlekraft. For det er, hvem jeg er. Med årerne bliver jeg dog bedre og bedre til at gøre det nødvendige bagefter. De selvkærlige handlinger. Restitutionen. Men det er ikke altid let.

Kroniske smerter koster svære valg

I dag skulle jeg have hjulpet en anden veninde. Det er utroligt længe siden vi har set hinanden så jeg havde glædet mig. Og da jeg vågnede med en krop, der var helt i smadder, overvejede jeg kort, om jeg skulle aflyse. Men jeg advarede i stedet om min tilstand, for har utroligt svært ved at sige nej, til mennesker jeg elsker.

Det endte dog med, at selverkendelsen og selvkærligheden vandt. Jo mere jeg kom i gang med morgenen, jo mere indså jeg, at jeg ikke burde køre 2 x 40 min i bil. Heller ikke selvom jeg helt utroligt gerne ville hygge med en kær og savnet veninde. Så jeg erkendte, hvad den selvkærlige handling måtte være, med det niveau de kroniske smerter havde. Og så bad jeg om en udsættelse.

Kroniske smerter og selvkærlighed

Når vi skal lære at balancere i et liv med kroniske smerter (eller anden kronisk sygdom), så er der en vigtig ting vi er nødt til at lære! Det er at lytte. Til vores krop. Til vores behov. Vi skal lære, at det er kærligt både for os selv og andre at vi passer på os selv. Og vi skal lære at sige nej.

Det er noget af det, som jeg er utrolig god til at sige til andre, men det har været en lang og svær rejse at komme dertil, hvor jeg kan gøre det selv. Jeg er et meget hjælpende og givende menneske, og jeg deler gerne ud af både ting, tid og det jeg kan. Men jeg har måtte lære at mærke efter, hvad jeg selv har brug for. Jeg har måtte øve mig i, selv at tage iltmasken på først. For det er ikke det naturlige for mig. Det er ikke det oplagte valg. Men det er det, der skal til, for at blive ved med at kunne give.

Jeg er mor, og det er jeg altid før alt andet. Det skal der være kræfter til uanset hvad. Men det er ikke altid let. Jeg er mor til teenagere, med de glæder og udfordringer det bringer, jeg er mor til en tre årig med de glæder og udfordringer det giver. Og så er jeg ramt af kroniske smerter.

Jeg har overvejet at skrive et blogindlæg om livet som mor med kroniske smerter. Er der stemning for det? En artikel om, hvordan jeg navigerer i det, og de udfordringer jeg står med, som følge heraf? Kommenter gerne herunder..

kroniske smerter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *