Hverdagslivet,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Når skærmen og onlinelivet tager over

Sidste år delte jeg et blogindlæg om online livet, og den magt skærmene har over vores liv, om konsekvenserne af det. Det blogindlæg har jeg lyst til at tage op igen, da det stadig har relevans.

Bloggen blev skrevet efter en weekend, hvor jeg skulle til non-firmation. De store var ved deres far, hvor jeg skulle hente dem inden festen. Mindstemusen skulle have en overnatning hos sin mormor og morfar, istedet for at deltage i festen. Da jeg afleverede hende, fik jeg set forkert på klokken og kom derfor en time for tidligt ud af døren. Vejret var skønt, så besluttede at parkere bilen, og spadsere lille tur langs vandet i det skønne vejr, inden jeg hentede de store rødder. Den gåtur satte tanker i gang om online livet.

Mobilernes magt – og gave

Som forhistorie, bør jeg nok fortælle lidt om min ambivalente holdning til mobiler i almindelighed. For mobilen er både min bedste ven, og aller værste fjende. Mobilen er, når jeg har det værst med smerter, min boble. Den jeg gemmer mig i, når lunten er kort og smerterne er for massive til at holde ud. Den er mit skjold og min flugt. Jeg elsker at skrive og dele via de sociale medier, og følge med i de venners liv, som ikke er tæt på.

Men samtidig HADER jeg mobiler. Jeg hader min afhængighed af den. Hader når folk i mit nærvær, er optaget af deres skærme (moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.) Som i fornemmer er jeg ramt af ambivalensen.

Jeg har en drøm om at kunne droppe mobilen. Ikke bare mig, men os alle. Gå tilbage til snakke via fastnettet og nærværet mellem mennesker. Samtidig er jeg for afhængig til at slippe. For begejstret for fordelene. For nysgerrig. For dårlig til kedsomheden.

Historien der fik mig til at stoppe op og tænke

Da jeg havde sat bilen, den dejlige maj formiddag, slentrede jeg stille langs vandet. Jeg kom frem til strandparken. Et skønt område i Nørresundby med plæner, bænke og stier langs vandet. Den dag var der mange mennesker – vejret havde lokket folk ud i solen.

Men synet der mødte mig gav mig bogstavelig talt en klump i halsen. Det var som at træde ind i en anden dimension, der gav et glimt af fremtiden. Den skræmmende fremtid, hvor ALT er digitalt. Overalt hvor jeg så hen, gik mennesker med øjnene klæbet til skærmene.

Der var nok mellem 40-50 mennesker og ALLE havde fokus på mobil. Både de, der var der alene, og de der fulgtes. Det var som at få et gok i nødden. Sådan, kære frk Worsøe, ser fremtiden ud, hvis ikke i tager aktivt valg. Det var en meget speciel følelse. Jeg går normalt og smiler, nikker og hilser på folk, men ingen så op. Kun en enkelt fyr tog øjne fra skærmen længe nok til at anerkende, at en smilende kvinde gik forbi. Ellers mødte jeg ingen blikke, modtog ingen smil – intet. Alle så ned.

Forklaringen

Jeg satte mig på en bænk og nød solen. Jeg faldt i snak med en moden kvinde, der kiggede længe nok op fra skærmen, til at dele med mig, at det handlede om Pokemon Go. Hun indførte mig lidt i den verden. Jeg hørte, hvad hun fortalte om at tage på ‘raids’, hvor man var nødt til at være flere. Hun var begejstret, fordi man jo så lærte folk lidt at kende.

Jeg hørte hende Og mærkede hendes behov for spillet, men jeg må indrømme, jeg så ikke fordelene. Jeg så ikke mennesker interagere, hygge og være sammen om noget. Jeg så mennesker være ved siden af hinanden og lege. Som vi ser børn i 1 års alderen lege.

Er det så slemt? Behovet for Online?

Jeg fortæller ikke historien for at klandre Pokemon Go, der uden tvivl er både underholdende og sjovt. Ej heller ønsker jeg at se ned på de, der spiller det. På ingen måde! Det er slet ikke det, som det handler om, og de mennesker kunne ha lavet hvad som helst. For det er ikke et uvant gadebillede. Mennesker, der tager på cafe sammen, men istedet er optaget af hver deres mobiler. Mennesker der går sammen side om side, mens en eller alle går med opmærksomheden rettet mod mobil. Det var mere for at vise billedet af skærmens magt. Det jeg hader mest ved mig selv, men alligevel holder fast i…

Det bliver mere og mere tydeligt, at det at være “på” hele tiden har en dårlig effekt på mennesker. At flere og flere bliver stressede, som resultat af dette – endda helt ned til en ret ung alder.

Er online livet ved at tage overhånd

Er det sådan en verden, vi drømmer om at efterlade til vores børn? Er det godt nok? Jeg er i tænkeboks og min indre dialog er et opgør mellem ønsket og idealet, mod vanen og nysgerrighed. Og er det overhovedet løsningen at droppe det?

Imran Rashid har skrevet bogen sluk, som jeg med stor interesse har læst. Her behandler ham emnet og paradokset. Han mener at vi skal lære at overleve i den digitale verden, ikke nødvendigvis ændre eller forbyde det. Og jeg er egentlig enig, Jeg elsker den digitale verden. Bruger den med stor fornøjelse. Udfordringerne kommer jo først, når online verden tager over. Når nærværet mellem mennesker forsvinder, med skærmene imellem os.

Løsninger

Et af de væsentligste punkter må være, at vi alle øver os på at slippe behovet for at være online, når vi er sammen med andre. Tidligere blev vi opdaterede på vores venners liv når vi så dem, eller talte sammen i telefonen. Uden nogen af vores liv forringedes af det. Når vi ringede til folk, og de ikke lige var hjemme, så ringede vi igen senere. Når vi børn og unge skulle noget, så havde vi faste aftaler og tidspunkter med vores forældre. Og det fungerede.

Så burde vi ikke kunne leve under de vilkår, de få timer vi er tilstede med andre mennesker. Så vi kan være tilstede ægte og fuldt. Og så vi kan være nærværende. Med vores børn, forældre, familie og venner. Mennesker der betyder noget for os.

Hvordan tænker du vi kan bryde den dårlige vane? Den adfærd, der tager vores nærvær fra der vi er? Skriv gerne en kommentar og deltag i debatten.

online
Det handler om balance – men den kan være svær at finde.



En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *