Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Passionen der blev væk

I livet med kroniske smerter, bevæger jeg mig konstant på en hårfin balance. En balance mellem det jeg gerne vil, det jeg drømmer om, passionen. På den anden side, det jeg reelt kan og har kræfter til.

I denne artikel, vil jeg forsøge at dele lidt om det dilemma, men ud fra de passioner jeg har haft. Og de frustrationer jeg har haft den seneste tid på grund af at passionen er forsvundet lidt ud af mit liv.

Tusindkunstneren

Jeg har haft en gave, hvis bagside har været en forbandelse samtidig. Jeg er nemlig en af de mennesker, der har utroligt let ved at lære nyt og opnå succes. (Det må man i følge jante ikke dele, men skal vi ikke bare lige smide den væk et øjeblik, så du kan forstå baggrunden for den frustration jeg mærker i dag.)

Flere af mine venner prikker ofte til mig i sammenligning med Pippi. Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Både fordi, det er min livsindstilling, men også fordi jeg på mange måder kan alt.

Bagsiden har været, at der sjældent er noget, der fanger mig ret lang tid af gangen. Jeg bliver vildt begejstret og optaget, når jeg opdager noget nyt at lære. Men der går sjældent længe før jeg har mistet interessen. Da jeg i sin tid måtte finde nye veje i livet, da jeg skulle leve mit liv med kroniske smerter og uden arbejdsevne blev det særligt tydeligt.

Nye begrænsninger

Jeg skulle på daværende tidspunkt finde en måde at bruge tiden på, så livet blev meningsfyldt, trods mistet arbejde og mange massive smerter. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg synes det kunne være sjovt at kunne sy tøj til os selv. Symaskine blev indkøbt, og jeg syede snart både kjoler, bukser, trøjer og skjorter. Og så var det ligesom ikke rigtig så spændende mere – nu havde jeg jo bevist at jeg kunne.

Så tænkte jeg, at jeg måske skulle lære at tegne. Min mor er en dygtig kunstner og min søster har ligeledes altid været god til at tegne. Så det måtte jeg da kunne lære. Fulgte derfor et onlinekursus et par uger og begyndte at tegne portrætter efter fotos. Det var vældig hyggeligt, men da jeg havde tegnet en del vellignende portrætter, så kunne jeg ikke fastholde interessen. Nu kunne jeg jo det…

Og sådan gik det med det ene projekt efter det andet.

Tidligere tiders passion

Da jeg var barn var jeg bidt af en gal hest. Jeg voksede op i Grønland, og det jeg ønskede mig allermest var min helt egen hest. I sommerferierne elskede jeg at ride på den rideskole, der lå tæt på vores sommerhus og jeg læste alle de hestebøger jeg kunne få fingre i.

Da jeg var ni år gammel flyttede vi til Danmark, og med i købet af den gård vi flyttede ind på fulgte to ponyer. Det blev begyndelsen på en lang rejse og passion for mig. Jeg elskede dyr, men de store blide heste havde vundet mit hjerte. Passionen var skabt, og de kommende år blev alle timer jeg ikke sov og var i skole brugt i stalden.

Her var endelig en passion, der ikke døde ud. En interesse, der skulle vare ved gennem det meste af mit liv. Her mistede jeg aldrig passionen, for der var altid nyt at lære, steder at forbedre sig med sin hest. Der var nye måder at arbejde med hesten, og i det hele taget det makkerskab, der muliggjorde at man kunne danse med hestene, vækkede min sjæl.

Tabet og fundet af passionen

Jeg har gennem livet haft pauser med at have heste. Nogle år som teenager, hvor andre ting trak. Årene jeg uddannede mig. Mine første år som mor.

Da jeg var kommet til skade og havde brugt nogle år på at famle mig frem til et nyt liv, der havde tilpas mange positive ting, til at opveje de nye tilstande, slog det mig, at det der ridning jo hjalp mange med kroniske smerter. Og tanken voksede og blev til handling. Jeg startede med at låne heste, og hen ad vejen fik jeg selv hest igen.

Jeg mærkede atter passionen brænde og jeg elskede det. Jeg begyndte at finde et niveau, hvor jeg kunne mere og mere. Altså – Jeg kunne træne min krop til vedligehold. Ved at ride. Jeg mærkede drømmene om at gøre mere – blive noget, opnå noget – voksede. Jeg fik lyst til at blive dygtigere, og jeg fik lyst til at træne min krop endnu mere, ved at genoptage dressurridningen.

Alle disse år, var det primært med hjælp fra mine forældre og ved at tage projektheste til mig. Heste, som enten havde konfliktadfærd eller som havde større og mindre skavanker i kroppen. Det gav sig selv, for jeg havde ikke økonomien til at købe en sund, rask og ikke mindst helt stabil hest. Men jeg kæmpede med det jeg havde.

Helbreddet blev udfordring

Tidligere havde det at tage projektheste til mig aldrig været et problem. Men nu oplevede jeg, at kroppen simpelhen ikke kunne tage den risiko, der var med sådanne heste. Det betød, at jeg over en årrække havde en del heste, men det var altid udskiftning til nye problemer, da økonomien var trængt.

I 2017 fik jeg nok efter en sommer med hest på prøve, som var fantastisk, men desværre ikke helt rigtig, og derpå fundet af en anden, som ikke havde nogle problemer med adfærd. Jeg havde endelig muligheden for en lidt dyrere hest efter et salg, hvor jeg endelig var kommet ud med lidt plus. Men da jeg fik hesten hjem til handelsundersøgelse (en aftale vi havde lavet, at undersøgelsen skulle laves af min dyrlæge på mit sted) så gik den ikke igennem. Jeg blev så slået ud, og passionen var efterhånden blevet en byrde. Jeg var træt og jeg kunne ikke magte mere modgang med de heste, som ellers var mit liv, min passion og min kærlighed.

Den hårde beslutning vs. 1

Ovenpå de oplevelser sagde jeg stop. Jeg kunne ikke rumme mere, og det måtte være muligt at finde en anden passion.

Det gik rigtigt godt! En måned eller to. For jeg var ikke stoppet fordi jeg var træt af at ride. Jeg var stoppet i frustration over mine uheld med hestene. Mange samtaler med en veninde, der var skiftet til islænder, fik min modvilje mod racen lidt nedbrudt og jeg begyndte at kigge. Bare for sjov, hvad var der mon til salg.

I december 2017, samtidig med, at jeg købte mit hus, fandt jeg en islænder, der var til at betale. Den havde godt nok lidt skavanker. Og var helt rå. Men altså til at betale med en lav økonomi. (Måske nogle genkender et mønster?)

Jeg var nu glad for at jeg fik den, for hun var en skøn lille sjæl, og det var på grund af hende, at min datter genfandt rideglæden, og at vi fik den hest hun har i dag. (som i øvrigt er datter af min gamle hoppe, der er død i dag). Men det der islænder var nok ikke helt lykken set i bakspejlet.

Den hårde beslutning vs. 2

I forsommeren 2019 tog jeg endnu engang en hård beslutning. Jeg ville sælge min lille islænder, og så skulle det være slut med ridningen. Jeg fik alt for ondt i kroppen af de lange ture i skoven, og minimal træning af kroppen. Og det der gangartstræning, kunne ikke helt fange min interesse. Eller, det var det sædvanelige mønster, da jeg havde fundet ud af at det kunne jeg godt, så var det nu ikke så spændende at holde fast i. Og da jeg fik mere og mere ondt og var udmattet af de mange lange timer i stalden, så tog jeg beslutningen, at NU skulle det være slut. Og denne gang for altid.

Og så måtte jeg give plads til alle de ting, som jeg ikke havde haft overskud til at gøre noget ved, fordi skeerne var brugt godt og grundigt, når jeg havde været på tur. Og der var jo masse jeg gerne ville. Jeg havde masse passion for andre ting. Tænkte jeg i hvert fald.

Passionen forsvandt,

I skrivende stund er der gået et halvt år. Jeg får nu skrevet blog. (Det bruger jeg et par timer om ugen på), i perioder får jeg også skrevet på min bog. Men det er et projekt, der flyder lidt i perioder. Og det er som det skal være.

Jeg har den seneste tid oplevet at jeg er blevet mere og mere frustreret. For selvom jeg laver en masse ting, som smerterne tillader. Så mangler der noget. Jeg elsker at skrive og formidle herinde. Indlæggene kommer af sig selv, og jeg når knap at tænke, så hurtigt flyder det. Men det er kort tid jeg bruger ud af et liv, hvor jeg ikke har kræfter til at arbejde. Jeg vinterbader også, og det giver mig også en masse. Men det er ikke en passion.

Jeg føler, at jeg lever lidt stillestående. Der er ikke noget jeg træner, øver eller bliver bedre til. Jeg kan ikke ret meget, så det er også begrænset, hvad jeg kan holde til. Så kan ikke bare begynde på alt der falder mig ind.

I denne proces har jeg taget mig i at savne livet ude ved hestene. Ikke som det var til sidst. Men som det var, da jeg arbejdede med at bygge både hesten og mig op til at kunne holde til at lære nye ting. Baneridningen, som ikke krævede flere timer. Det at komme ud i stalden, hygge med hesten og så kunne nøjes med at træne 20-45 min. Det at være øm i musklerne på en god træningsmåde. Men på en måde, så jeg ikke var totalt ødelagt. Det at blive stærkere og dygtigere. Det at have passionen i mit liv.

Erkendelser

Jeg havde egentlig dette blogindlæg i tankerne allerede for et par dage siden, men kom ikke rigtigt i gang med det. Jeg havde ikke delt med nogen at jeg gik med de frustrationer, for jeg havde brug for at mærke på dem selv, og finde ud af hvad det handlede om. Var det reelt hestene jeg savnede? Og på hvilken måde? Var det blot passionen for noget jeg savnede? Og hvor kunne den i så fald findes?

I dag havde jeg så en længere snak med en veninde, som på mange måder deler min situation i forhold til det med passionen. Vi snakkede længe om, hvorfor det er så svært at finde en ny passion. Og så snakkede vi naturligvis om hestene og det de havde betydet i vores liv, hver især. Og jeg sagde højt for første gang, at jeg nok mest savnede træningen – dressuren. Og uden at kende til livet som kronisk smertepatient udbrød hun spontant, at det gav da fantastisk god mening. For selv uden smerter kunne man være rædbrækket efter flere timer i skoven, hvor træning på banen gav ømme træningsmuskler.

Jeg havde aldrig tænkt på det sådan selv, men det faldt pludseligt på plads indeni. Hvorfor det var den del jeg savnede og ikke hyggeturene i skoven. For jeg havde ikke droppet ridningen tilbage i 2017 fordi jeg ikke kunne holde til det. Jeg havde droppet det i frustration over de uheldige oplevelser jeg havde med at finde en hest, der kunne passe til mig.

Købet af islænder var ikke drømmen, det var forsøget. Og da jeg ikke kunne holde til turene i skoven, blev mit ræsonnement, at når jeg ikke engang kunne holde til det, så var jeg nok bare blevet så dårlig, at jeg måtte parkere passionen en gang for alle og finde en ny vej.

Genopblusning

Men hvad kan jeg så bruge det til? Jeg har i hvert fald erkendt, at jeg måske ikke er helt færdig med det hesteri. Jeg har ikke travlt og har pt ikke økonomi til at købe den perfekte hest for mig. For jeg er færdig med at forsøge, det som er rigtigt for andre. Jeg er færdig med at tage projektheste ind. Jeg kommer aldrig til OL, men jeg holder af at dygtiggøre det team jeg bliver del af sammen med hesten.

Jeg har ligeledes erkendt, at når hestene har været den primære og brændende passion i mere end 35 år, hvor ingen andre interesser helt har kunne vække passionen i mig,, så ændrer det sig ikke nu. Jeg kan let lade mig begejstre. Jeg kan elske at skrive og formidle. Og det vil jeg ikke undvære. Men skal jeg gøre noget, der vækker ilden i mig, så er der heste involveret. Og da mit handikap er som det er, så skal jeg have en god stabil hest uden skavanker, som både kan give mig en tur ud i det blå, men ellers de kortere men mere intensive træninger på banen. Og jeg skal have en dressurhest, ikke en islænder eller anden tur/gangarts hest. For der ligger interessen ikke.

Så nu er jeg her

Der er altså ikke noget der ændrer sig i mit liv lige nu. Og så alligevel. For erkendelsen af, at det er sådan, har sat noget fri i mig. Jeg føler mig ikke længere frustreret. Jeg leder ikke længere. Jeg er blot med det der er. Jeg skriver, jeg formidler, jeg vinterbader og ser mine venner. Og mit jeg skal aldrig have hest igen er ændret til et: når økonomien er til at jeg kan købe den helt rigtige dressurhest, så skal jeg atter genopbygge min krop og min passion. Og hvis ikke kroppen skal gå helt ned inden det sker, så kommer det nok til at ske før jeg bliver 50. Og det er helt fint.

Jeg vælger at finde roen i erkendelsen. Ikke i handlingen. Det er nok – lige nu.

Har du let ved at finde passionen for noget? Har det været gennemgående livet igennem? Eller skifter det, hvad du er passioneret omkring?

Kærlige tanker,

Zanna

Passionen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *