Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Prioritering på ferie

Jeg har netop været en uge på ferie, det er derfor at der har været lidt stille herinde. Og i dag har jeg lyst til at fortælle lidt om min ferie. Men også om, hvordan jeg, som kronisk smerteramt, må lave en skarp prioritering for at skabe en fantastisk ferie.

prioritering
Ferie gjorde mig godt. Taget lige inden vi skulle hjem.

Nedsat funktionsniveau

Mine smerter gør, at jeg ikke kan ret meget pr dag, og herhjemme går jeg ofte med skridttæller for at sikre, at jeg ikke går for meget. Hver dag er en prioritering, hvor jeg må gøre op, hvad mine få kræfter skal bruges til. Heldigvis blev jeg for 4 år siden førtidspensionist, og det har gjort dette vilkår noget lettere.

Alligevel er det en kunst at få enderne til at nå, og når jeg oveni er alene med tre børn, så er det balancekunst i høj grad. Men jeg har fundet mine måder og lever et dejligt liv, i nogenlunde balance.

Hele mit liv har jeg været en eventyrer, og jeg har altid elsket at rejse og møde nye mennesker, opleve nye kulturer. Jeg har som barn rejst meget sammen med mine forældre, og har lært at elske at lære nyt på denne måde. Men siden jeg kom til skade, på en rejse faktisk, har jeg ikke rejst. Jeg har ikke kunne priotitere pengene. Jeg har heller ikke følt, at jeg har haft kræfterne til at rejse som jeg helst vil. Jeg er nemlig ikke til charter og pool i en uge.

balance prioritering
Jeg fejrede at jeg klarede at gå helt op på toppen af klippen, hvor borgen Gibralfaro lå!

Prioritering og mulighed

I år besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Min yngste er blevet 3,5 og kan efterhånden godt undvære mig. Det er alt andet lige lettere at spare op til ferie for en istedet for fire. Og jeg var så heldig – og taknemmelig for – at mine dejlige forældre ville flytte ind, og passe hele manageriet. Det drejer sig jo om både hest, hund, kat og børn.

I første omgang besluttede jeg mig for at rejse selv. Men en dag ,over en kop the, fortalte jeg en veninde om mine planer, og inden theen var drukket, havde vi besluttet at rejse sammen. Vi fik arrangeret pasning hver i sær og jeg begyndte at lede efter flybilletter og billigt sted at bo.

Jeg ville til Malaga, for hen over sommeren havde jeg erfaret, at min krop var ret stærk for tiden. Jeg havde en drøm om at komme op og gå på Caminito del Rey, og med de forskellige diagnoser ved jeg aldrig hvordan fremtiden bliver. Og i år var det muligt at gå de 8 km. Håbede jeg.

Min smukke dejlige veninde og rejsefælle

Ferien

Den 1. oktober kom dagen endelig, hvor vi skulle afsted. Jeg havde fundet en billig måde at rejse på og havde sparet lidt lommepenge sammen. Vi hoppede forventningsfulde på flyet og lod eventyret begynde.

På trods af en hård tur derned – flysæder er ikke handikapvenlige – fik vi en skøn start på turen. Vi var først fremme ved lejligheden 00.30, og efter en kort introduktion og lidt anbefalinger, fra ham vi fik nøglen af, besluttede vi os for at gå en lille tur. Varmen var god for min krop, og vi morede os over, at den første vi mødte på turen, var vores alle sammens H. C. Andersen.

H.C.Andersen
Vores første møde var med den gode hr. Andersen, som sad ca 50 m fra vores lejlighed.

Planer er til for at ændres

Dag nummer to besluttede vi at vi hellere måtte tage den lidt med ro, så jeg havde kræfter i behold til vores planlagte tur på Caminito Del Rey dagen efter. En svær opgave, når man som jeg, holder mere at opleve end blot at være. Og vi skulle jo lige ud og lære byen at kende.

Vi fandt hurtigt ud af byen og dens mange hyggelige kroge, hvor der var færrest turister, omend de var mange steder. Og inden dagen var omme havde vi gået over 26.000 skridt. Vi holdt mange pauser under vejs. Fandt bænke hvor jeg sad eller lå lidt, var på cafeer og få en kaffe og var hjemme og hvile på sengen et par timer sidst på dagen. Jeg var brugt og havde ondt, men varmen hjalp mig, og jeg havde det ok, da vi kravlede tidligt i seng.

Dagen blev på mange måder kendetegnet for, hvordan ferien gik. To gange forsøgte vi med slap af på stranden dage. Begge gange var vi ved at gå til af kedsomhed og varme efter halvanden til to timer. Så jeg lavede en prioritering, at jeg ville holde denne ferie, som min sjæl ønskede. Dog med en del flere pauser, end jeg ellers ville have holdt. Og så måtte oktober blive en hvile og restitutions måned bagefter. Jeg havde ikke rejst siden min skæbnesvangre ferie i Tyrkiet i 2010. Jeg vidste at jeg kunne risikere, at prisen blev høj, men det var det værd.

Prioritering valg
Der blev tid til hvil når vi skulle hygge med en god kaffe.

Caminito del Rey

Dag tre kom dagen jeg havde glædet mig aller mest til. Caminito del Rey blev i 2001 lukket, da den simpelthen var blevet for farlig og for dårlig vedligeholdt. Flere døde i forsøget på at gå af de gamle arbejder stier. Men i 2015 blev det besluttet at renovere og genåbne strækningen. Og det er jeg glad for. Det er simpelthen noget af det smukkeste jeg har oplevet. Har taget 300 billeder på turen, men ingen af dem viser helt hvor ufatteligt smukt der var.

Turen startede sjovt, da bussen var 25 min forsinket. Så de første to kilometer hen til starten på Caminitoen, foregik i hastig gang (læs småløb). Min veninde og jeg havde planlagt at købe vand når vi landede og tisse af, men det var der ikke tid til. Så det var med spændte miner at vi hastede efter vores småstressede guide. Jeg med mere gru end andre, for hvis det var sådan turen skulle være, kunne jeg så overhovedet holde til det?

Heldigvis samlede han os efter snak med de, der styrer stedet, og fortalte at det simpelthen var fordi, at vi skulle være lige der, på bestemt tidspunkt. Det blev styret med hård hånd hvor mange, der blev lukket ind af gangen og hvornår, så det var vigtigt, at vi holdt tiden.

Og efter tid til at tisse af, og købe vand i en automat, så kunne turen begynde i et andet tempo. Og sikke en tur! Vores guide førte os igennem turen, med stor viden, humor og små sjove anekdoter. Og selvom det var en hård tur (de fraråder den faktisk til folk, der har handikap, men…) så var det en fantastisk oplevelse.

Det var en kæmpe oplevelse at gå på Caminito del Rey..

Hvile og ferie

De kommende dage kunne jeg godt mærke jeg var brugt, men vi valgte alligevel, at besøge en borg- og en slotsruin dagen efter. Jeg kunne mærke de mange skridt ramme, men jeg tænkte at det var den bedste prioritering at komme afsted mens benene ville være med. Jeg kunne jo risikere, at en hviledag ville betyde stop.

Generelt gik vi rigtigt meget på vores ferie. Også mere end jeg havde kunne herhjemme. Men vi sørgede for at tage studer, hvor vi brugte en time i lejligheden hvor jeg lå. Stunder, hvor vi sad og lå må muren mellem vores yndlings plads og ruin, tæt på hvor vi boede. Stunder, hvor vi spiste alt for meget lækkert mad. Stunder, hvor vi nød en cappucino i stilhed. Det gjorde min prioritering muligt.

Og så var der jo den der detalje, at jeg kunne tage hensyn kun til mig. Ingen børn skulle hjælpes, hentes eller køres. Maden blev lavet, serveret og ryddet op efter. Det blev meget tydeligt, hvor meget mere jeg ville kunne prioritere gode ting for mig, hvis ikke jeg var mor alene med tre børn. -Oveni de 8 smertediagnoser. Men det er mit liv, og jeg elsker det. Det var skønt at være på ferie! Og det var skønt at komme hjem.

Et af vores yndlings steder i Malaga.. Her var mulighed for at tage et lille hvil i kroppen..

Erfaringerne jeg tager med

Rejsen var for mig en vidunderlig pause. En pause fra et liv, hvor hensynet til mig selv og mine behov, ligger langt nede på prioriteringslisten. Men det var også en god reminder for mig om, hvor meget det giver, når den prioritering lykkes.

Jeg gik ca 152.000 skridt på en uge dernede. Noget jeg aldrig ville kunne herhjemme. Både pga det varmen gjorde for mig, men også fordi jeg kunne prioritere mig og hvil, når det var nødvendigt. Jeg elsker at have gjort det, også selvom prisen bliver en meget stille oktober. For vel hjemme mærker jeg prisen. Og den er høj. Men det betyder ikke noget, for minderne er det hele værd.

Smuk oplevelse på Caminito del Rey

Det betyder ikke at børnene skal sulte for at jeg kan rejse flere gange om året. Eller at jeg skal sende dem på børnehjem (selvom det frister lidt… ha ha.. Nej spøg tilside). Det betyder, at jeg skal tage den erfaring med hjem, integrere den i mig, og finde ud af, hvordan jeg bedst gør det herhjemme. I små bidder. Små doser, der tanker mig op og gør mig godt. Så smerterne bliver lettere at bære.

Igen handler det om balance. For mine vilkår er som de er. Jeg har smerter. Mange af dem og hele tiden. Og jeg er alene med ungerne. Det er som det er! Men jeg kan øve mig i at skabe bedre prioritering af kræfterne, så jeg kan fylde MIG op! Gøre det, der er bedst for mig.. Bare ind imellem..

Har du styr på dine prioriteringer??

Kærligst,

Zanna

At rejse er at leve ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *