Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Om selvværd

Jeg arbejder i øjeblikket meget intensivt med at forløse nogle udfordringer fra min fortid. Jeg blev som ganske ung pige voldtaget af min kæreste. I mange år var min løsning at fortrænge det, gemme det væk. Jeg lod historien om, at jeg ikke var andet og mere værd være sand. Og mit selvværd blev derefter.

Mistede primært selvværd i relationer

På mange områder i livet, bevarede jeg mit selvværd. Jeg har stor tillid til mine evner og min eksistensberettigelse på utroligt mange områder. Men et af de områder jeg i disse uger erkender, at jeg mistede selvværd, hander om relationer.

I tiden efter voldtægten lærte jeg mig selv, at jeg måtte være sådan en, der gav mere for at have ret til at være i en relation. Jeg skulle til alle tider yde og give mere end jeg modtog, og skulle jeg føle mig dårligt behandlet, så lukkede jeg af og lukkede det inde.

Jeg husker en episode fra mine start tyvere, hvor jeg skriver i min dagbog, at jeg var sådan en ven, at hvis jeg sad i en stor krise, og en af mine veninder skrev, at de havde knækket en negl, så ville jeg droppe krisen og køre ud til dem med en neglefil. Dengang tænkte jeg det på mange måder, som en positiv ting. Jeg var en god ven, der ville gøre alt for mine venner – og på mange måder gjorde det. Men alligevel var det noget, der kom i en situation, hvor jeg atter var skuffet over at sidde helt alene i en krise, uden en eneste ven, der tog min hånd.

At tage sin plads

I dag ser jeg et tydeligt mønster, der har hængt ved i alle de år. I relationer er jeg en pleaser, en der giver mere end jeg tør kræve – ja faktisk tør jeg ikke rigtigt kræve noget. Og jeg siger aldrig aldrig fra. På mange måder, har dette været skjult for mig. Jeg har været så vant til, at det var de gældende “regler”, at jeg ikke engang så at det var galt.

Jeg oplevede ofte at jeg følte mig skuffet og ked af det. Og jeg har også delt det med andre, der har været tæt på. Men jeg har aldrig turde at sige det til den, der skuffede mig, eller sårede mig. For gjorde jeg det, så ville folk mig ikke. Det var jeg sikker på, selvom jeg ikke kunne sætte ord på det.

I processen med at opdage det, har jeg erkendt flere ting. En ting er, at selvværdet lige på dette område, ikke er så godt, som jeg egentlig gik og troede. En anden er, at jeg fuldstændig mistede modet til at tage min plads i relationer, helt tilbage da jeg var 15.

Det sjove er, at folk, der kender mig bliver overraskede når jeg indrømmer, hvad der sker bag facaden. Jeg er et menneske, der i selskaber har det fint med at stå frem. Jeg holder gerne taler og foredrag. Jeg er festlig, og jeg er vellidt. Og jeg ved det og er bevidst om det.

Det er i det nære at tilliden er ødelagt

Det faktum at det var min aller første kæreste, der brød min tillid, har medført, at det først er når mennesker kommer tæt på, at det aktiveres. Det vil sige, at jeg i bekendtskaber og netværk har mit store selvværd intakt. Jeg føler først usikkerhed, når relationen bliver tæt.

Det har desuden påvirket min måde at indgå i kæreste relationer. Jeg har haft det svært, når det blev nært. Jeg havde svært ved at tage min plads.

Problemet med at få det som jeg, og ved at fastholde det alle de år, var og er, at når vi ikke siger fra. Når vi finder os i at blive såret uden at sige til modparten, at det er det, der sker. Så ved de det for det første ikke. Og vi viser ikke os selv respekt. Og hvis ikke vi har selvrespekt, hvordan skal vi så forvente at andre respekterer os?

I denne proces, som er virkelig hård at stå i, lærer jeg en masse. Jeg lærer både noget om mig selv, men også generelt om venskaber. Og om hvornår man er alene, og hvornår man ikke er. Jeg arbejder på at blive bedre til at forstå og mærke grænserne i hhv. venskaber og bekendtskaber, og jeg øver mig i at få mennesker i de rigtige kasser. Jeg har haft en tendens til at ville definere for mange som bedste venner, for med mange, var der mindre risiko for at blive ladt alene. Men ikke alle kan være bedste venner, og selvom jeg er priviligeret med en del, så skal jeg have større forståelse for hvem, der er hvad.

Hjerne og hjerte

For en som mig, der blev så skadet i så tidlig alder, er det svært at mærke. Så selvom jeg på rigtig mange måder er et hjerte-menneske, så er jeg nødt til at at bruge min hjerne i denne proces. Jeg må med min logik finde ud af, hvad venskaber er, og hvor mine grænser går i disse. Og jeg må lære hvad bekendtskaber er, og hvilke grænser de skal have.

Mit håb er, at jeg den vej igennem bliver klogere, og mit hjerte lærer, hvad det betyder. På den måde er håbet, at jeg lærer at mærke mine grænser istedet for at tænke dem. Og jeg håber at jeg får lært at tage min plads, stå ved selvrespekten og sige fra når jeg bliver ked af det og såret.

Er du god til at mærke dine grænser og får sagt fra?

Som altid er du velkommen til at kommentere, dele og like her, på facebook og instagram.

selvværd

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *