Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Enlig mor, smerter og lykke

Ofte, når jeg fortæller folk om mit liv, og de rammer jeg lever i, så forundres de. Ikke så meget over, at jeg er enlig mor. Eller at jeg er kronisk ramt af smerter. Eller at jeg er husejer med ansvaret alene. Men mere over at jeg er så gennemgribende lykkelig midt i det.

Historien

Så sent som den anden dag, havde min tolv årige datter og jeg en af vores mange dybe snakke om livet, og de valg man kan stå over for. Jeg havde derfor igen fortalt om nogle af de udfordringer jeg har mødt i mit liv, og helt spontant udbryder hun: Mor, du har virkelig haft et lorteliv.

Det har jeg nu ikke, men der er ingen tvivl om, at jeg har mødt min del af verdens modgang. Men jeg har været priviligeret med, at have en kærlig og støttende familie, der har stået bag mig. Det er ikke alle forundt. Men for mig har det aldrig handlet om mængden af modgang – eller størrelsen for den sags skyld. For den modgang jeg har mødt i min ungdom og i mit voksenliv, har styrket mig. Har lært mig at vælge lykken til. Også når det bliver hårdt ind imellem. Og det gør det.

Smerter og følelser

En af de største udfordringer vi har herhjemme er forholdet mellem smerter og følelser. Når man lever med stærke smerter som konstant livsledsager, så er “ondt” ikke den største udfordring. Det er udmattelsen, udtrætningen og den manglende lunte. Evnen til at tælle til ti, bliver proportionel mindre i takt med at smerter og udmattelse stiger.

Sammenholder man det med et hus med teenagere og tre års, der alle på forskellige måder er i følelsens vold i takt med deres udvikling, ja så vokser udfordringerne.

Min datter på snart tretten, er som menneske meget i følelserne. Det har altid været en udfordring – en vi taler åbent om – da jeg er hoved og handlemenneske. Og når hun så oveni er på vej i pubertet, med hormoner, der raser og udvikling af hjerne, der medvirker, at teens bør gå med skilt, hvorpå der står: midlertidigt ude af drift. Så kommer kollisionerne.

Forskellen i et hjem med smerteramt forældre

I et hjem med forældre, der ikke er ramt af smerternes begrænsninger, ville forældreren altid være den, der trækker voksenkortet, og tæller til ti og får kontrol over sig selv og situationen. I et hjem med en forældre, der er ramt på tælle til ti funktionen, på grund af smerter, udtrætning og udmattelse, bliver det sværere.

Jeg oplever desværre igen og igen, at trods alle gode intentioner, og alle de gode snakke, hun og jeg har når alt er fredstid, de ryger, når tingene spidser til. Ikke de dage, hvor jeg har passet på mig selv. Ikke de dage, hvor jeg er i overskud. Men alle de andre. Alle de dage, hvor pyt-knappen er presset og tæl til ti er en by i Rusland.

De dage, så har jeg svært ved at forblive den voksne, den fattede, den, der hiver situationen i land. Det er ikke noget jeg er stolt af – tværtimod. Og det er ikke noget jeg har delt før. Men jeg tror det er vigtigt at bryde tabuet. Det er ikke let altid at være alene voksen. Og det er ikke lettere at være smerteramt oveni.

Vi finder altid vejen

Der er ingen tvivl om, at vi i vores familie altid finder tilbage til roen. Vi er fast sammentømret og qua vores mange år alene, så har vi en åben og ærlig tilgang til alt. Derfor tør jeg også indrømme overfor mine børn, når det er mig, der har været urimelig. Ligesom jeg ærligt tør vise dem, når det er svært.

Vi taler om tingene – men i kampens hede, så hænder det vi reagerer. De unge ud fra følelserne, og jeg ud fra smerterne. Kunne jeg ændre en ting ved livet med kroniske smerter, så var det det.

Drømmen og lykken

Det er dog ikke essensen. At kunne ændre det… Jeg har kroniske smerter. Jeg bliver ramt. Jeg kan ikke ændre det, men jeg kan øve mig på, at styre det. At holde fast i den jeg er når jeg ikke er ramt på udmattelsen. At holde fast i den jeg gerne vil være. Det arbejder jeg på, hver eneste dag. Især de dage, hvor smerterne er værst.

Men det er ikke afgørende for lykken. Hverken for mig eller mine børn. For det er tilladt at snuble på vores vej, uanset hvad i livet vi snakker om. Det, der betyder noget, er grundfølelsen og det vi er.

Vores familie er lykke. Vi er et stærkt lille firkløver, som holder sammen og passer på hinanden lige meget, hvad der rammer. Vi er et team, der, selv i kampes hede, har mere kærlighed end de fleste andre.

Smertens konsekvens

Der er ingen tvivl om, at alle tre børn mærker konsekvenser af at have en mor, der er ramt af stærke smerter hver eneste dag. Men jeg er også sikker på, at de vinder noget ved det. Jeg holder fast i, at det de lærer nu, både lavpraktisk og overordnet, er en gave, som de kan bære med dem ud i livet, og gøre dem til mere rummelige, empatiske og hjælpsomme mennesker. Den tanke bærer mig. Den trøster mig, når jeg rammes af sorg, over det, de går glip af. Det de ikke får, med mig som mor. Det de desværre ikke helt kan skånes for, når jeg hverken kan gå eller lade være, fordi jeg har så ondt.

Selvfølgelig vinder de også – som jeg selv. De har korte dage, en mor, der altid er hjemme. Der er stort set altid en at tale med. En der lytter. (og ja, den del påvirkes også når smerterne er alt for slemme læs fx med her om min boble jeg gemmer mig i.) Der er masse fordele. Men der er også bagsiden af medaljen.

Ærlighed og kærlighed

Jeg har altid troet stærkt på, at hvis vi blot tør tale om tingene, sætte ord på – også når det ikke er pænt – så kan vi klare alt. Så min opfordring til alle, der selv kæmper med balancen mellem at være forældre (eller partner/veninde/barn mv) og smertekroniker er, at vær ærlig.

Tal åbent om følelserne og om livet omkring smerterne. Stå ved når du føler dig utilstrækkelig. Vær ærlig, når du begår fejl, taber hovedet og er urimelig. Fortæl åbent om det kaos, som smerterne somme tider sætter dig i. Det vil skabe større forståelse og klogere omgivelser.

Vælg at fokuserer på stjernestunderne. Når smerterne er til at være med, så skab rammerne for stjernestunderne. Det behøver ikke at være stort, dyrt eller prangende for at være godt, eller have værdi for dine børn eller kære. Det behøver blot at være ægte og kærligt. Som da jeg i går aftes, efter den mindste var gået i seng, sad i sofaen mellem de to store. Vi sad og kiggede i fotobøger fra de var små, og endte med at grine, så tårerne sprøjtede. Over minderne, over ingenting, over livet…

Sidst men ikke mindst – tilgiv dig selv når du fejler! Du gør det så godt du kan… Altid!

smerter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *