Hverdagslivet,  Spiritualitet

“Rigtig” spirituel

I gamle dage var jeg en læsehest. Sådan en, der læste en god bog på få dage, og som altid havde gang i mindst en bog. Så blev jeg jeg mere bevidst om mit spirituelle liv og virke. I takt med at jeg blev mere opmærksom og bevidst, og min spirituelle omgangskreds voksede, fandt jeg ud af, at der var bestemte måder man skulle være på. Det var åbenbart afgørende for at være ‘rigtig’ spirituel. Blandt andet, erkendte jeg, at det er vigtigt, at man læser spirituelle bøger og opdaterer sin viden der igennem.

Udfordringen

Så var det mine udfordringer begyndte at vokse. Jeg købte godt nok en masse fine, spændende og smukke bøger. Og bevares, jeg gik da også i gang med dem. Men det var yderst sjældent jeg læste mere end Aller højest få kapitler. Jeg kunne simpelthen ikke samle mig om dem ret længe af gangen, og det var sjældent, at de fangede så meget, at jeg følte mig draget til at læse videre. Det kom mere og mere til at føles som en sur pligt.

Men det sagde jeg ikke højt – hverken til mig selv eller andre. I stedet dannede jeg en mere passende historie om, at jeg simpelthen ikke kunne læse mere, fordi smerterne påvirkede min koncentration. Og det gør de også – bevares… Men det var nok ikke hele sandheden.

Erkendelsen

I november måned nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte, nej f****** nej. Jeg elsker at læse. Jeg har altid elsket at læse. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at smerterne skal diktere, om jeg kan læse. Så jeg startede med en romanserie, som jeg har læst flere gange før, både alene og højt for rødderne, dengang de var yngre.

Det forunderlige skete… Jeg slugte igen bøger på få dage. Siden november har jeg nok læst tæt på 12-15 bøger. Så jeg har måtte tage et tjek af min selv-historie og revidere.

Jeg er sådan en der læser. Jeg læser mange bøger og jeg elsker det. MEN jeg er ikke sådan en, der læser spirituelle bøger. Det siger mig intet. De fanger mig ikke, og jeg må indrømme, at det er de færreste spirituelle bøger, der har givet mig noget, jeg ikke vidste i fovejen. Ikke fordi jeg ved alt, men jeg henter åbenbart min spirituelle viden på anden vis, og det er meget sjældent, at jeg kan sætte en kildehenvisning på min viden…

Men er jeg så rigtig spirituel

Men er jeg så ikke rigtig spirituel? Nogle vil nok mene at jeg er en ‘plattenslager’. Jeg har ikke mange fine uddannelser, jeg har ikke læst ret mange fine bøger, jeg går sjældent på kurser og workshops… Så hvordan kan jeg påstå jeg er spirituel…

For mig handler det ikke om at gøre noget bestemt, tage de rigtige kurser, eje så og så mange krystaller (omend jeg en periode af mit liv også fik overbevist mig om vigtigheden i at købe og eje masse krystaller). Det handler mere om en måde at være i verden på… En måde at forstå verden, livet og universet…. En måde, hvorpå man agerer, hvordan man træffer sine valg og er mod andre – og ikke mindst sig selv…

Så er jeg forkert? Er de, der elsker de spirituelle bøger? De der tager kurser? De der ikke gør?

Kort og godt er svaret til det hele et rungende NEJ! Vi har alle vores vej hernede, og det vigtigste er, at vi går vores vej med selvkærlighed og autenticitet… Og med rummelighed overfor de, der har en vej, der er forskellig fra vores egen. Det er for mig at være spirituel.

For mig blev det mere autentisk da jeg gav slip på ideen om at skulle lære spirituelle bøger og genfandt kærligheden til at læse generelt.

Som min 12 årige mindede mig om:

En der læser lever 1000 liv, den der ikke gør lever kun et enkelt.

spirituel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *