Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Usynligt syg

Jeg har netop set programserien på DR3, som hedder Usynligt syg. En programserie, der er lavet for at sætte fokus på det at leve med kronisk sygdom. Det er super godt, at der kommer mere fokus på det at leve med kroniske smerter. Men programmet har alligevel vækket nogle tanker.

Kroniske smerter

At leve med kroniske smerter er som udgangspunkt aldrig sjovt, som de 4 unge mennesker i programserien også viser på forskellig vis. Serien følger 4 unge mennesker, der lever med kronisk sygdom. Jeg havde set klip fra programmerne, og derfra fravalgt at se dem, men da de blev hyldet i kroniker kredse, valgte jeg at se dem.

Programmet er ikke dårligt – tvært imod. Det tager fat på et utroligt tabubelagt emne, hvilket altid er positivt. Der er meget tabu omkring at miste arbejdsevnen. Især, når man er ganske ung. Jeg var selv kun 33 år, da jeg mistede arbejdsevnen fra den ene dag til den næste. Jeg var ung, jeg var indbegrebet af styrke og energi, jeg var tusinde kunstner og jeg kunne ALT! En beskrivelse, der går igen i programmet. Jeg har altid haft Ømt, som jeg plejer at kalde det, jeg blev bare først rigtig bevidst om det da min verden slog en kolbøtte i 2010.

Så på den måde finder jeg både programmet relevant og informativt. Men jeg finder det desværre også enormt unuanceret. Der er inddraget 4 unge mennesker, en er gift, en har en kæreste og to er singler. Men hvor er dem med familier? Hvor er de enlige forældre, der må jonglere smerter og børn uden aflastning?

Usynligt syg – med børn

Jeg har de seneste 9,5 år levet med kroniske smerter. Jeg har lært at finde min vej igennem det. Har lært at fokusere på det positive, og skabe et liv fyldt med liv, fremfor blot at overleve. Da jeg kom til skade og fik forværret mine ømheder til stærke kroniske smerter var mine to ældste kun tre og seks år. Vi var alene og havde på det tidspunkt været det i to år. Vi havde så småt fundet en rytme og balance i livet. Og den måtte findes på ny, på nye måder.

Så samtidig med, at jeg skulle finde mig selv og min nye identitet, som et menneske med stærke kroniske smerter, så skulle jeg også finde en ny vej og en ny balance i at være (enlig)mor med kroniske smerter – og deraf mindre overskud til børnene.

Siden er der kommet en mere til. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod. Men for nyligt opdagede jeg, at jeg talte mig selv ned. At jeg fortalte mig selv, at alle de andre kronikere, havde det sværere end mig, var hårdere ramt. For jeg hvilede jo sjældent, der om eftermiddagen, hvor jeg så, at mange tog et hvil. Og jeg havde jo altid gang i noget. Havde svært ved at have mange formiddage uden planer.

Udfordringen ved at være enlig mor og usynlig syg

Men sagen var, at jeg ikke har det bedre. At jeg ikke er bedre stillet. For grunden til at jeg ikke hviler, er ikke at jeg ikke har brug for det. Grunden er at jeg ikke har den mulighed. Min yngste er tre år gammel, og har brug for sin mor, når hun kommer træt hjem fra børnehaven. Vi skal desuden spise tidligt for at tage hensyn til hende og sengetider. Så der hvor hvilet er aller mest påkrævet, der er mit nærvær også påkrævet. Og maden skal laves.

Jeg er heldig at have store børn også og mine teens er gode til at hjælpe. Min 15 årige søn er en stjerne i et køkken og laver gerne mad for at hjælpe og aflaste, når kræfterne svigter. Men tænker ikke alle enlige mødre er det forundt.

Mine formiddage er ligeledes ofte med planer – eller ihvertfald oftere, end hvad godt er, i forhold til smerterne. Men det er de vilkår jeg har. For resten af tiden har jeg børn. Det er der, jeg kan træne, se veninder, skrive min bog, blogge mv.

Familier er ikke alene

Så trods et vigtigt og ellers spændende koncept fra DR3’s side, så synes jeg alligevel, at det bliver lidt unuanceret. For hvor er familiens stemme. Hvor er forældrenes stemme? Både som par og som enlige?

Det ér vigtigt at få mere lys på det at være usynlig syg. Det ér vigtigt at få brudt tabuet. Men det er også vigtigt at huske nuancerne. Og det handler jo i virkeligheden ikke kun om smerter. Der er også flere og flere med stress, PTSD og meget andet. Og alle usynlige sygdomme skal have plads og stemme. Skal føle sige ligeværdige og lige berettiget i samfundet.

Jeg håber derfor, at du vil hjælpe mig med at sprede budskabet. Så de usynligt syge med børn, hvad enten de er enlige eller ej, også ved, at vi er flere. At heller ikke de, er alene. Sammen er vi stærkest, og det er altid rart at vide, at man ikke er helt alene i verden. 🙂

Kærligst,

Zanna

Usynligt syg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *