Hverdagslivet,  Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Erkendelser og valg, når livet viser tænder

Jeg er, som mange af jer ved, alene med min yngste. Jeg har hende altid og hele tiden, især nu, hvor hun jo heller ikke går i børnehave. Det er på mange måder en utrolig gave, som jeg nyder og elsker. Men med i et liv med kroniske smerter, følger udtrætning og udmattelse i en grad, som folk uden de udfordringer, har svært ved at begribe. Det betyder at jeg somme tider kommer til at miste grebet. At jeg handler mod det jeg tror på. I dette indlæg vil jeg dele med jer, hvorfor erkendelser og valg har betydning for at komme videre i hårde tider.

I hverdagen har jeg fantastisk hjælp i mine store unger, men den seneste uge har de nydt en ferie med først deres mormor og morfar og derpå en hyggelig weekend med deres far… 
Den yngste og jeg har hygget os, og nydt hinanden og roen. Men i går nåede jeg et lavpunkt i mit moderskab.

Smerter og udmattelse tog kontrol

 Jeg var udkørt ud over alle grænser, havde stærke smerter og jeg havde ikke mere at give. Måske netop derfor kunne/ville Yngsten på ingen måde sove, og putningen tog over 3 timer og foregik til sidst på en måde, jeg bestemt ikke praler med. Jeg var vred, jeg var ked af det, jeg var bundulykkelig og jeg var træt. Sådan helt ind til benet brugt op og udmattet. Da hun endelig faldt i søvn i min seng, med mig ved siden af, græd jeg. Udmattet og tæt på at opgive. Jeg var så langt fra de leveord jeg har haft som kompas siden 2009 – Ro, nærvær og balance. Jeg var kommet så langt ud, at jeg var mor, på en måde, som hverken jeg selv eller hun var tjent med.

Erkendelse er værktøj til forandring

I morges da jeg vågnede sammen med en glad datter, erkendte jeg, at jeg havde nået bunden. Erkendte, at der måtte nye tiltag til, så det blev bedre at være del af familien – for både min datter og mig. Så jeg tog et valg. Et aktivt valg om at vende skuden. Om at skabe mere struktur. Om at være mere konsekvent, kærlig og ærlig i relationen. Og når jeg træffer et valg, så er der kun en vej, og det er frem. Jeg må tage konsekvensen af valget og finde de steder, hvor der kan sættes ind, hvor vi via små ændringer kan skabe en bedre hverdag. Jeg kan ikke se alle løsningerne endnu, men det at tage valget er første og vigtigste skridt.

Jeg glæder mig til at roen igen indfinder sig for alvor i vores hjem takket være mit valg. Men jeg glæder mig også til, at vi finder en løsning i forhold til børnehave. Og måske nogle kærlige voksne byder ind med aflastning og nærvær med min lille stjerne?

En ting er dog sikkert – vi kommer ikke altid den letteste vej, når vi vælger at skabe det mest fantastiske liv – MEN vi har altid et valg. Vi kan altid gøre det bedre. Vi kan altid træffe de Aller bedste valg i de omstændigheder vi er i… Og når vi fejler – som jeg gjorde i går – så må vi erkende det, tilgive os selv, og derpå aktivt træffe bedre valg fremadrettet.

erkendelser og valg
vejen til det gode liv. Erkendelser og valg når livet viser tænder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *