Hverdagslivet,  Valgets Kraft

Valget er dit – tag det

Kender I det, at I har en skøn ven/veninde, som i elsker at bruge tiden sammen med? Alligevel opdager i igen og igen, at dagene, ugerne og månederne går… I vil egentlig gerne ses, men i får ikke taget valget, så tiden flyver.

Tag en u-vending

Når noget ikke fungerer, som ovenstående, så er man nødt til at stoppe op, se på det, der ikke virker. Og så gøre noget nyt. Det erkendte en af mine veninder og jeg for lang tid siden. Dagene, ugerne og månederne gled igen og igen. Indtil vi en dag tog valget om, at mødes fast en gang om måneden. Det har vi holdt siden, med undtagelse af juli, hvor jeg havde Mindstemusen hjemme.

At tage sådan en u-vending og gøre noget nyt, kan bruges i alle områder af livet, hvor du oplever, at tingene ikke fungerer. Hvis det ikke virker at gå til venstre, jamen så prøv da engang at gå til højre? Hvad er det værste der kunne ske? Venstre virkede jo ikke alligevel, det er testet.

Besøget i går

I går var det tid til månedens besøg, efter hele to måneder, så der var nok at tale om, og vende. Jeg havde derfor allieret mig med mine to store rødder om at hente og passe Mindstemusen, hvis nu tiden skulle skride for os. Min veninde er nemlig også min vanlige fotograf, som tager nogle af de mest vidunderlige billeder, og vi havde talt om at få taget lidt nye her til bloggen og hjemmesiden. Og det har det med at løbe af med os, når vi leger sammen. Så glemmer vi tiden igen og igen.

Men besøget forløb planmæssigt. Vi fik kaffe, fik vendt verden og så drog vi på eventyr med godt humør og hendes kamera. Tiden løb som altid, når vi har det sjovt. Men vi var helt rolige, da der var styr på børnene herhjemme. Da vi var retur hos hende, og lige ville have den sidste kop kaffe, opdagede vi, at tiden som altid var smuttet. Jeg var ved at have travlt i forhold til en aftale hjemme og aftensmad jeg skulle lave til mine sultne børn.

UPS…..

Heldigvis er jeg ikke typen der bliver stresset. Jeg pakkede stille og roligt sammen, fik snakket færdigt (bliver man nogensinde færdig?). Og så gik vi ud til bilen. Mine bilnøgler var i tasken, men kan jo låse bilen op uden, så låste op, smed taske på passagersædet og gav min veninde et kram, efter at have skrevet til sønnike, at jeg var på vej nu. Midt i krammet skete det. Det, der ikke kunne lade sig gøre. Låsen klikkede. Bilen stod lige så stille og låste sig selv, selvom nøglerne var inde i bilen. Min forhandler havde netop vist, hvor smart det var at bilen ikke kunne låse, når nøglerne var i bilen. Og jeg havde selv prøvet flere gange, for eksempel ved købmanden, at glemme nøglerne i bil og prøve at låse. Altid med samme resultat – bilen bippede for at fortælle mig, at hvad jeg forsøgte ikke var muligt.

Ikke desto mindre var bilen låst. Sådan rigtig låst. Alle døre. Og bagagerum. Og. Mine. Nøgler. Lå. Inde. I. Bilen… Og børnene var hjemme – og sultne.

Mulighederne og valget

Efter et par minutters panik, fik jeg ringet til ABS auto, som har solgt mig min dejlige lille elbil. Han bekræftede, at det burde den ikke kunne, hvorpå han henviste til Nissan Assistance. Var i øvrigt dejligt med hjælp, på trods af, at jeg jo købte min bil helt tilbage i december. Så kan anbefale at købe bil i Brønderslev. Nå, men Nissan Assistance lovede at sende hjælp, så hurtigt de kunne. De håbede på en time, men advarede mig om, at der i løbet af dagen havde været op til to timers ventetid.

Jeg fik ringet til mine rødder og forklaret dem situationen. Gav dem besked på at hente pizza, og ellers hygge til jeg kom. Nå ja, og tage sig af de aftaler jeg havde, som jeg var ved at komme for sent til. Jeg havde lige præcis to muligheder. Jeg kunne stresse, blive sur og vrissen og bande. Og jeg kunne grine af de komiske i det, glæde mig over mine seje børn, der tager alt i stiv arm og nyde et par ekstra stunder med en kær veninde. Gæt hvad jeg valgte?

Hjælpen kom i øvrigt i løbet af en time, bilen blev låst op, og jeg kom hjem til glade børn.

Hvorfor fortælle

Ja, hvorfor deler jeg denne, måske lidt ligegyldige historie på denne smukke tirsdag? Jo, jeg vil gerne minde jer om, at vi altid har flere muligheder. Der er altid et valg om at gøre noget andet. Jeg kunne ikke vælge at min bil ikke låste – men jeg havde valget om, hvordan jeg forholdt mig til det. Og sådan er det i alle livets øjeblikke. Vi vælger ikke hvad der rammer og hvad der går os forbi. Men vi kan til enhver tid vælge, hvordan vi forholder os til det, der sker.

Jeg lever et liv med stærke kroniske smerter. Jeg har ikke en eneste dag uden. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har haft en. Men hver dag vælger jeg at skabe en magisk og smuk dag. At skabe et smukt liv. At lade smerterne være en gave, ikke en forbandelse. Det er et valg. Og alle kan lære at leve sådan. Alle kan lære at tage valget – det stærke valg om at slippe offer rollen og negativiteten.

At tage valget, som jeg gjorde i forhold til bilen, er gode steder at starte. I de små hverdagsting. I bilkøen, hvor du får foræret en halv time til ro og fordybelse – eller til at høre musik, eller en lydbog. Når de varer du skulle have var udsolgt, og du nu har valget om at lære at lave noget helt nyt. Eller…

Mulighederne for at tage de gode valg er der altid og hele tiden. Hold øjnene åbne og tag valget om at skabe en smuk dag og et fantastisk liv.

valget
Man kan altid tage valget om at grine lidt af det hele

Get new posts by email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *