Lyt til “I disse corona tider”

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive lidt om situationen i disse corona tider. Alligevel har jeg besluttet mig for at give mit besyv med. Det kommer ikke til at handle så meget om selve sygdommen – det har vi langt klogere folk end mig til at udtale sig om. Men jeg vil skrive lidt om den fine balance mellem at passe på og blive ramt af frygt. Og så vil jeg på vanlig positiv og optimistisk vis se lidt på de gaver, der ligger i denne situation.

For selvom der ingen tvivl skal herske om, at det er en alvorlig situation, så mærker jeg samtidig gaverne bag. Der er altid noget at hente, hvis vi husker at lade være med at få tunnelsyn og kun se på det vi frygter. I sidste uge skrev jeg om vaner som positive mennesker har. Et af de første punkter var, at finde det positive i alle situationer. Det vil jeg forsøge at hjælpe med.

Da Danmark lukkede ned

Jeg skal være den første til at indrømme, at da min søn kom ind lidt over 21 onsdag aften i sidset uge, og bad mig tænde for nyheder, så blev jeg ramt. Ikke så meget af frygt for sygdommen. Men af, at jeg slet ikke kunne overskue så mange uger i undtagelses tilstand. Jeg elsker mine børn og at bruge tid med dem. Men jeg har brug for pauser, hvor jeg kan hvile. Det skyldes at jeg lever et liv med stærke smerter. Og jeg er alene. Hvis ikke jeg havde haft brug for det, havde jeg hjemmepasset den lille. Dernæst blev jeg ramt af, at min ugentlige dans efter al sandsynlighed ville blive aflyst. Det kan lyde overfladisk og hult, men mine tirsdage aftener er min lykkepille. Det er det, der giver energi, det der gør, at jeg kan være en god mor resten af ugen.

Af en eller anden grund, har jeg ikke på noget tidspunkt været ramt af frygt for corona. Ja, jeg er i (lav) risikogruppe med bindevæv, der ikke er meget værd, og har pårørende i risikogruppe. Men jeg har en grundlæggende tillid til, at alt er og bliver godt. Mere om det senere. Men derfor blev jeg ikke ramt af frygt den aften. Kun af små ligegyldige egoistiske petitesser. Og de lettede heldigvis hurtigt.

Allerede dagen efter blev alle rødderne hjemme, og vi forberedte os på den kommende tid. Mentalt – ikke ved at hamstre. Vi fik talt sammen igen om corona, og om hvordan vi alle har det med den. Ingen herhjemme mærker panik. Vi fik talt lidt om weekenden, hvor de store måtte være alene hjemme, da deres far er i karantæne. Vi fik handlet lidt for ham og besøgte mormor og morfar.

Corona lock down

Nu har vi været i lock down i nogle dage. For mig er der ikke så meget der er ændret. Mine børn er selvfølgelig hjemme, men det er jo sådan min hverdag er. At være hjemme. At geare ned. At leve begrænset. Men jeg ser mennesker, der har det svært. Der er vant til at køre i højt gear, som nu skal gøre noget andet. Og det fik mig til at tænke lidt, på vanlig positivt vis, over,hvad der er af gaver i denne corona tid.

Vi skal naturligvis passe på vores ældre og de svage i samfundet. Det er der slet ikke tvivl om. Men vi skal ikke lade frygten overmane os. For frygt avler frygt, og den dårlige energi er med til at skabe og tiltrække mere dårligdom, end det vi allerede har i livet. Så balance er essentiel i disse dage. Balance mellem sund fornuft og omsorg for vores medmennekser og så frygt og panik.

Og en af måderne at finde balancen, i denne corona pandemi er at se bagom sygdommen, der er frygtelig. Bag om dødsfaldene, som er tragiske, som dødsfald altid er. Se hvilke gaver der følger med.

Corona gaverne

Vi er nu kommet til en tid, hvor fokus skal være på at lukke vingerne sammen om vores nære og kære. Vi har fået en gave i form af tid til nærvær. Nogle skal stadig arbejde, man mange er blevet tvunget til stilhed. Til eftertanke. Til refleksion. Så hvordan bruger du denne lockdown? Tager du tiden som en gave – en mulighed til at mærke indad. For ikke så længe siden skrev jeg om at mange mennesker lever hurtigt. De har travlt og har lullet sig ind i en fortælling om, at det er måden at leve på. Men nu beder universet os om at stoppe op. Om at mærke efter. Hvordan har du det? Er dit liv som du drømmer om. Som du drømte om, da du var helt ung og forestillede dig det perfekte liv?

Vi bliver lige nu mindet om, at livet er sårbart, og at vi ikke skal holde os til at snakke om drømmene. Vi skal leve dem, forfølge dem. Vi har fået muligheden til at mærke efter, om der er nok lykkemomenter i livet. Om vi er så tætte med vores børn, som vi drømte om? Om vi bor, som vi i vores inderste drømmer om. Det er tid til at lave et lille tjek ind i kernen, og undersøge om vi er på den bane, der var planen. Drømmen. Og vi har fået en mulighed for at genforbinde os med børnene. Med de nærmeste.

For selvom vi ikke kan ses med alle dem vi elsker, så kan vi stadig ringe til dem. Bruge en stund til at dele tanker. Følelser. Ideer. Livet. Vi kan være sammen og nære hver for sig. Balancere mellem at passe på os selv og andre, og forene os – eller genforene os – med de der har værdi for os.

Gør noget godt med livet

Vi har desuden fået gaven fra corona, om at kigge op og opdage, at der er andre i verden med behov end os. Vi kan lige nu gøre op med os selv, om vi forvalter vores ressourcer godt nok? Der er nok til alle – når vi indser, at alle er lige værd og vi skal dele. Så lige nu har vi muligheden for at gøre noget godt og dele ud af vores gaver. Kom du til at købe lige rigeligt toiletpapir? Så stik forbi dem du kender eller kender til, der er i karantæne og stil en pakke udenfor døren med en lille seddel. En tanke og et smil, til nogen, der har det værre end dig.

Fik du købt lige rigeligt gær, så bag et brød og stil ud til venner, som du ved er presset. Det kan være økonomisk, eller en enlig, der må jonglere børn hjemme, job og ikke mindst bekymring for sygdom. Bag boller og del ud til de hjemløse – mange af dem er pressede, fordi de ikke længere kan sælge hus forbi. Når du laver god og sund mad, så aflever en portion til nogle af dine venner – bare fordi. Husk igen, at det du giver ud kommer tifold igen. Det er noget af det vi har tendens til at glemme, når livet sker i høj fart.

Den overordnede gave

Corona bringer også gaver sådan helt overordnet set. Der er ingen tvivl om, at fra et spirituelt perspektiv, så er det utroligt spændende at finde ud af, hvad der kommer til at ske fremover. Corona bringer forandring. Det er tydeligt. Det, der er spændende er, hvor dybt forandringerne kommer til at stikke. Vi ser allerede, at der sker nogle kortsigtede forbedring i fht miljøet. Mange af tingene, kommer desværre kun til at få en effekt på kort sigt, med mindre, der kommer markante ændringer i menneskers måde at være på. Men vi har lov at håbe.

Vi bliver ligeledes mindet om solidaritetsfølelse, idet vi skal passe på hinanden. Vi får lært på godt og ondt, at vi skal tage hensyn til hinanden, at ingen kan fungerer uden andre. At på godt og ondt, så er vi et hele. en samlet masse, der er nødt til at finde ud af at sameksistere. Og når det smutter, så ser vi konsekvensen med det samme. Fx. i fht den hamstring, der opstod ud af panik. Kun sammen er vi stærke – også med den afstand corona kræver af os. Det er en smuk lektie.

Forandringer

Et sidste område jeg fornemmer, der er forandring på vej er på det politiske felt. Der kommer til , på verdensplan at ske forandring. Både pga. sygdommens pris i sig selv, men også i og med, at der vil komme konsekvenser i forhold til, hvordan de enkelte politikere og magthavere har tacklet krisen. Og jeg tror på, at det er positive forandringer. Det er tid til nyt. Det er tid til, at vi på verdensplan får gjort op med jagten på ringen, som Rolf Jackson skriver om i en dobbelt kronik i politiken om alternativets fald og gyldne mulighed. De fleste politikere bliver besnæret af at jagte den ene ring, den der hersker over de andre. Men som i Ringenes Herrer har de misforstået det – for ingen jager den for at destruere den.

Jeg er ikke politisk uddannet, og kan ikke udtale mig om , hvorvidt denne situation er nok til at ændre jagten på den ene ring. Men jeg er spændt på at se den gave, corona spreder på det politiske område i verden. Man har altid lov til at håbe, og måske vil flere stille sig mere kritiske overfor deres folkevalgte politikere. Stille krav om at de skal lede landet, fremfor at kæmpe om ringen.

Kig ind og kig så op

Så min opfordring til dig i disse karantæne tider må være. Kig ind. Og kig så op!

Kig ind i dig selv, giv dig selv lov til eftertanke. Tag temperaturen på dit liv – lever du det smukkeste liv du kan. Husk at det handler om valg. Altid! Der vil altid være ting i livet, som er hårde, der vil være modgang. Men du har altid et valg i fht hvordan du tackler det. Hvordan du vælger at leve med de udfordringer der kommer. Så tag et ærligt tjek. Og begynd så at finde løsninger på, hvordan du kan leve mere lykkeligt. Hvordan du kan skabe det liv du drømmer om. Måske kan det ikke se ud præcis som i drømmen, men man kan altid finde en version af det, som kan harmonere, og dermed skabe flere lykke momenter.

Kig derpå op, se på verden omkring dig. Se menneskerne i dit nærmiljø. Hvad kan du gøre for at gøre det til et bedre sted at være. Har du noget at dele ud? Kan du hjælpe nogen der har brug for hjælp? Og hvilke gaver kan du finde i denne krisetilstand, som verden er blevet sat i? Kan du se bag om frygten og se klart hvad der er skidt og hvad der er kanel. Kan du udskifte frygten med håb?

Håbet og kærligheden

Der er ingen tvivl om, at corona er en skræmmende modstander. Ikke nødvendigvis pga antal af smittede eller døde på årsbasis. Der kender vi allerede influenza og lungebetændelse. Men dens smittekurve er hård og det er den vi skal holde fokus på. Og hjælpe hinanden ved at begrænse smittekæder og holde afstand. Der florerer lige nu hyldest på hyldest til de, der passer deres arbejde. Så det ser jeg ingen grund til.

Jeg vil i stedet hylde de, der formår at slippe frygten, uden at tage hovedet under armen. De der finder balancen. Der bruger tiden konstruktivt til eftertanke, refleksion og medmenneskelighed. Næstekærlighed er bedste medicin til den frygt og det kaos, der hersker lige nu. Tag smittefaren alvorlig. Men vær den forandring du ønsker at se i verden. Selv den mindste sten, kan sprede store ringe i vandet. Pas på hinanden og brug gaven konstruktivt.

Tiden er nu til at blive hjemme, til at læse en bog – eller mange. Det er tid til at lytte indad. Tid til at synge, tid til at danse. Tid til at spille spil. Til at tage de dybe snakke. Til at være stille. Til at mærke. Til at være. Gevinsten kommer i healingen. I visdommen. I nærværet. Tag det ind og tag det til jer. Lad ikke frygten få magten, men udvis omtanke og næstekærlighed. Stop smittekæden, men husk der er healing i naturen. Vær med det der er, og lad roen i er tvunget ind i, blive en gave fremfor en forbandelse.

Kærligst,

Zanna Ibina

corona