Hverdagslivet,  Livet med børn,  Livet med kroniske smerter,  Valgets Kraft

Graviditet og moderskab

Jeg er blevet bedt om at skrive om graviditet og moderskab, når man lever med kroniske smerter af Læger Formidler Om mine tanker og erfaringer. Det vil jeg forsøge at uddybe mere i dette indlæg. Opgaven skulle laves til instagram, og det efterlader ikke mange ord til at belyse et stort emne. Derfor har vi aftalt, at jeg uddyber mere her på bloggen.

Den første

Mine to (tre) første graviditeter var inden jeg var klar over at jeg var syg. Jeg har levet et langt liv med en kronisk sygdom uden at vide det. Jeg har, set i bakspejlet, altid haft smerter. Jeg var bare ikke klar over, at det kunne være anderledes.

Allerede da jeg blev gravid første gang, vidste jeg, at jeg ville føde hjemme og have min mor til jordemoder. Men da mine veer ikke helt ville samarbejde, måtte jeg ind på sygehuset og have noget vestimulerende. Heldigvis var det min mors gamle arbejdsplads, og selvom hun arbejdede i udlandet på det tidspunkt, fik vi lov til at få en stue og fortsætte planerne. Min mor skulle tage imod sit barnebarn. Jeg var forberedt på, at det kunne ende sådan, da min mor havde haft samme udfordringer. Mine veer var regelmæssige, men åbnede ikke livmoderen. Med lidt hjælp lykkedes det dog, og min søn blev født ambulant, men min mor som jordemoder.

Den anden og tredje graviditet

Da jeg ventede min nummer to, endte det desværre før det blev til en lækker baby jeg kunne tage med hjem. Jeg mistede min datter ca halvvejs i graviditeten, men heldigvis var min mor hjemme i Danmark, og tog igen imod. Denne gang dog med mindre lykkelig afslutning.

Tredje gang jeg blev gravid startede jeg med en ekstra kontrol, efter aftale med den læge, der var tilknyttet da jeg mistede halvvejs. Hun bekræftede at det var sundt og raskt barn og opfordrede mig til at forsøge at nyde graviditeten. Det gjorde jeg, havde aftale med min kontrol jordemoder, at jeg kunne komme forbi og få lyttet hjertelyd, når jeg havde brug for at blive beroliget, så jeg ikke fik en graviditet præget af nervøsitet.

Der var dog flere udfordringer i denne graviditet, da jeg for første gang begyndte at få smerter i mit bækken. Jeg måtte sygemeldes og heldigvis flyttede vi i samme ombæring og jeg slap for at skulle på 4. sal, i min graviditet med bækken udfordringer og en 3 års.

Min datters fødsel og tiden efter

Endnu engang satsede jeg på en hjemmefødsel, og mine forældre kom hjem fra Holland, hvor de boede, da terminen nærmede sig. Da jeg begyndte at få veer, stimulerede vi processen med akupunktur og en god gåtur. Denne gang fik jeg min hjemmefødsel, det gik så hurtigt, at min kontrol jordemoder ikke engang nåede frem, grundet sne og langsomme taxier. Da hun kom sad jeg i sengen og ammede. Min mor og jordemoder kunne nu sætte sig ind i stuen og få ordnet papirerne.

Nu fulgte nogle år, med skilsmisse, flytning retur fra Sjælland tilbage til Nordjylland, hvor vi kom fra, Og siden, i 2010 en skade, der udløste et liv med stærke kroniske smerter. Mine børn var på det tidspunkt 3 og 6 år, og vi havde været alene siden de var 1 og 4. Vi havde dog et nært og godt forhold til deres far.

Skaden ændrede vores liv, men jeg forsøgte altid at bevare evnen til at være en god mor. Forsøgte at give mine børn alt det de havde brug for og ønskede sig. Men livet var anderledes end de fleste andres. Jeg så, og ser, det dog ikke som noget dårligt. Naturligvis havde vi ikke de samme muligheder økonomisk, med mig sygemeldt og i et langt forløb med kommunen. Men omvendt lærte mine børn at vi må løfte i flok for at lykkes, og mine børn var utrolig gode til at klare alverdens ting deres jævnaldrende ikke engang fik lov til at lære, såsom madlavning og tøjvask.

Sidste graviditet og chok

Da jeg i 2015 opdagede jeg var blevet gravid igen, kom det som et chok. Det burde ikke have været muligt, så jeg var i syv sind om jeg skulle beholde barnet. På den ene side var jeg blevet 38, havde stærke kroniske smerter og havde netop fået bevilget førtidspension, fordi jeg var så dårlig. Så graviditet var ikke just min drøm der. Men på den anden side, er jeg et spirituelt menneske, der tror på, at vi ikke får mere end vi kan overkomme. Og denne lille sjæl var landet imod alle odds, kunne jeg så ende det liv.

Jeg havde mange snakke med veninder og med min mor. For kunne jeg forsvare den risiko, der lå i at gennemføre endnu en graviditet? I forhold til mig selv, og mit helbred, som allerede blev værre og værre. Og i forhold til mine store børn, der på dette tidspunkt var 8 og 11.

Min beslutning blev, at jeg ville tage den tilbudte scanning, og hvis barnet var sundt og raskt, så ville jeg beholde det. Der var dengang mange mennesker, som lovede at jeg ikke ville komme til at stå alene med det. De ville elske at aflaste mig, og være del af den lille ny’s liv. Så jeg var optimistisk i forhold til at kunne klare det. og da den første scanning var overstået, blev jeg bekræftet i, at det var et sundt barn jeg bar.

Graviditet og fødsel

Min mor havde fortalt, at mange med ledsmerter oplevede en bedring under graviditeten, på grund af graviditets hormonerne. Og det var lige præcis hvad jeg oplevede. Jeg blev ikke smertefri – det har jeg vist for mange modsatrettede sygdomme til at opleve. Men jeg fik det faktisk en smule bedre, og det var en dejlig tid. De store glædede sig faktisk til at få en søster/bror og de tog del i graviditeten og udviklingen af det liv, der skulle berige vores liv.

Da fødslen nærmede sig, talte min mor og jeg en del om stillinger, der skånede min krop mest muligt. Jeg kunne enten stå eller ligge på siden. Det var de stillinger, der skånede kroppen og især bækkenet mest. Da fødslen gik i gang var jeg indstillet på at stå. Hvad jeg ikke havde taget med i beregningerne var, at jeg bliver utroligt hurtigt muskeludtrættet. Så relativ kort tid efter, måtte jeg ind i min seng og ligge. Mine benmuskler var simpelthen helt udmattede og kunne ikke løfte mig mere. Men det var en god oplevelse at ligge på siden.

Med til fødslen var min mor, min kontrol jordemoder (min mor var flyttet til dk igen, men var blevet pensionist, så havde en officiel jordemoder tilknyttet.) Og så var mine store børn med. Vi havde ligeledes inviteret min veninde, som kunne deltage, og tage sig af de store, hvis der blev behov for det.

Det var en hurtig og dejlig fødsel. Jeg fik relativ hurtigt lidt for at stoppe blødning, da vi nu kendte til min bindevævssygdom, og ville sikre, at der ikke kom blødningskomplikationer. Men ud over dette, var det en helt almindelig og meget fin hjemmefødsel. De store var med til det hele og så deres søster komme til verden. Og jeg var omgivet af mennesker jeg elskede.

Tiden efter

Da min graviditet over overstået, kom de reelle udfordringer, for alle de velmente tilbud om hjælp og aflastning har været til at overse. Og efter min graviditet, havde kroppen ikke skønne hormoner, der bedrede tilstanden mere. Men jeg klarede mig ved hjælp af en fantastisk familie, en vikle og masser af viljestyrke.

De første dage kom en god veninde og passede mine heste, men da min yngste var tre dage, var hun med i vikle, når hestene skulle ind og ud og stalden ordnes. Det var en hård tid, men jeg nød at være mor til tre, og det bar mig. Men da den lille var et halvt års tid, erkendte jeg, at det hele var for meget. Så jeg valgte at opstalde hest, så jeg ikke havde pasning og udmugning selv. Det var en god beslutning, for min arbejdsbyrde blev lidt lettere.

Set i bakspejlet

Til marts bliver den yngste 4 år gammel. Jeg elsker hende højt, og der er ingen tvivl om at hun skulle være en del af vores familie. Men det har været hårdt. Det har også været fantastisk. Men at starte forfra igen, med stærke kroniske smerter og dertil hørende minimalt overskud og helt alene har haft en høj pris.

Jeg har klaret det med hjælp fra mine vidunderlige forældre og mine skønne børn. Mine forældre har et helt unikt forhold til den yngste, da de ofte tager hende på weekend, når jeg har brug for lidt aflastning. Og de store, der i dag er 13 og 16, har været helt fantastiske søskende og hjælper med leg, tumleri og pasning, når jeg skal noget eller kræfterne svigter. Jo ældre hun bliver, jo lettere bliver moderskabet, og det mærkes heldigvis. OG aldrig et sekund har jeg fortrudt min lille stædige datter, der VILLE være en del af vores familie – imod alle odds.

Mange tanker,

Zanna

Graviditet
Fik taget dette billede, da jeg var gravid.
Moderskab
Kærligheden var og er stor. Så glemmer man smerter for et sekund eller to.
familie
Verdens dejligste familie
familen
Nyere billede af vores skøre familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *