Kender i det stadie, hvor der er sat en masse i gang, men resultaterne endnu ikke er synlige. Mellemrummet, hvor der er stille. Hvor der er tomt. Hvor der intet er at gøre. Har i prøvet at befinde jer i mellemrummet? Og har i nydt at være der, eller har det bare været en periode, der skulle overståes?
Jeg er pt. i det vacuum, som jeg her kalder mellemrummet. Nærmest på alle planer af mit liv, er der pt pause, hvilket gør det endnu mere intenst at være her. I dag har jeg lyst til at fortælle lidt om livet i mellemrummet. Både for at lade jer, der kender det, vide, at det er normalt. Men også for at lade jer vide, at jeg ikke er forsvundet. For selvom jeg er mindre aktiv online, så er mellemrummet som pausen i et musikstykke. Den der ekstra takt, der holdes i stilhed, men som løfter stykket til nye højder, og på den måde er vigtigere, end selve tonerne.
Pause i hvad?
Men hvad er det så, som jeg har sat i gang, som har ført mig til mellemrummet? Jo, for efterhånden flere år siden, fik jeg ideen at skrive en bog. Den har jeg startet på mange gange, men aldrig rigtigt kommet i mål med den. Men i sensommeren 2019 var det som om, at tiden var rigtig. Formen begyndte at dannes, og jeg startede en skriveproces, der virkelig fungerede. Men, når der skrives om fortiden, om historien, så sker der også det, at gamle ting føres op i lyset. De må erkendes, bearbejdes og jeg må forholde mig til, hvad der skete og de snore, det har trukket i livet siden.
Det har ført til mange ting. Jeg er kommet til at se flere ting mere klart, men har også mærket at den forløsning, der er kommet, har påvirket mit nu. Jeg har fundet mere og mere ind til min kerne, og dermed har jeg også måtte være mere ærlig over, hvad mit indre fortalte mig. Op til julen, kolapsede det jeg havde med det jeg mærkede. En stress tilstand havde sneget sig ind i mit liv. Og udover smerter havde stress symptomer sneget sig ind i mit liv.
Erkendelsen om stressen
Sammen med erkendelse af, at jeg var, og havde været længe, påvirket af stresssymptomer, ramte erkendelsen af, klart og tydeligt, hvordan jeg blandt andet kunne komme videre. Det var tid til at tage afsked med mit elskede hus, og gøre mit liv mere simpelt. Med kroniske smerter var hverken kræfter eller overskud til at leve drømmen – ikke engang i den light udgave jeg havde skabt. Det var tid til at se i øjnene, hvad der var den vigtigste prioritet. Nemlig børnene, mine skriverier og familie og venner. Så tiden var kommet til at slippe huset, og vende blikket tilbage til den tid jeg havde levet i byen. Ikke med landpigens øjne, som havde en drøm om gård på landet, men med bypigens øjne, som også havde elsket det liv.
Huset blev sat til salg, og en ro landede. Der var en smule, der skulle gøres, så der var nok at se til i starten. Jeg arbejdede sideløbende med manifestationer. Den dag jeg besluttede at det var eneste rigtige beslutning, så jeg et klart billede af, at jeg havde solgt og boede i en skøn lejlighed, når vi nåede til sommer. Så jeg arbejdede med de billeder og med at manifestere købere.
Sideløbende mærkede jeg også en ændring på mine smerteudfordringer. Jeg har aldrig fundet noget, der kunne afhjælpe smerterne, andet end lidt healing og massage fra tid til anden. Men selvom det kunne lette lidt, skulle jeg samtidig være påpasselig. For selvom det var træls med de mange spændinger, så mærkede jeg med klar tydelighed, at de var med til at holde sammen på de løse led.
Nye tider
Men noget begyndte alligevel at rykke på sig. Jeg er ikke en af dem, der tænker, at jeg bliver mirakuløst helbredt en dag. Jeg har fået nogle skodgener i gave hernede, men når det er sagt. Jeg tror ikke på, at det kan være meningen at jeg skal have SÅ ondt og være så urimeligt begrænset, nu jeg har fået gaven, at kunne leve med hensyn til smerterne via min pension. Det kan simpelthen ikke være fair, at når jeg kan slappe af og gøre alt i et roligt tempo, når kroppen tillader det, at jeg stadig skal have så mange smerter. Det må være muligt at få et liv med færre smerter, så længe jeg tager hensyn til de behov kroppen har.
Ændringerne startede op til jul, hvor en skøn veninde kom med en gave. Det var cbd, som hun selv bruger og forhandler og har oplevet stor effekt med. Hun vidste, at jeg efterhånden har prøvet så meget, at jeg har svært ved at blive ved med at prioritere forsøg, der måske måske ikke virker, i økonomien. Så hun gav mig en prøve, så jeg kunne se, om jeg fik effekt af det.
Første og største ændring kom efter nogle uger, hvor jeg begyndte at have nætter jeg sov igennem. Jeg har altid haft meget afbrudt søvn grundet de mange smerter, men nu sov jeg. Ikke hver nat, men næsten. CBD er kommet for at blive i mit liv. Om søvnen så bliver det eneste den gør. For søvn er essentiel for overhovedet at hænge sammen.
Næste ændring kom, da en kær veninde tilbød at give mig massage, en dag jeg havde meget ondt. Hun er uddannet i både massage, healing og akupunktur, og vi startede et forløb op med alle tre komponenter. Jeg fik for første gang en følelse af, at alt skulle løsnes. At der sad så meget gammelt skidt i de spændinger, og tiden var kommet til at slippe. Uanset konsekvenserne. Så er pt i et forløb med jævnlige behandlinger. Og det rykker helt sikkert på mange ting.
Tilbage til mellemrummet
Og nu… Nu er der sat gang i en hel masse, Huset er til salg, manifestationen er sendt afsted, der er styr på det. Der er ikke mere at gøre. Jeg har arbejdet med en masse fra fortiden, er langt i min bog, og der er kommet ro på mange ting. Og selvom der stadig er ting, der er i proces, så er der ikke så meget mere at gøre lige nu. Smerterne svinger, men jeg har faktisk dage nu, hvor det er tåleligt, så længe jeg husker at lytte og holde pauser. Processen er stadig i gang. Men der er ikke så meget andet at gøre. Og det efterlader mellemrummet. Mellemrummet, hvor der intet er at gøre, men hvor orkesteret gør sig klar til at give en himmelsk oplevelse.
Det er et hårdt mellemrum at være i, men når jeg tænker på det, som pausen i musikken, kan jeg ikke lade være med at smile. For er det ikke i pauserne magien udspiller sig? Det er her, det hele falder i hak, så der er plads til nye højder.
Det tror jeg fuldt ud på, og selvom jeg tidligere hadede mellemrummet, kan jeg mærke, at jeg i dag har ro med at være i det. Noget har ændret sig – og det noget er mig. Jeg har fundet en ro, som har været væk i årevis. Jeg er spændt på fremtiden, men jeg ved at alt er som det skal være, og jeg stresser ikke over små bump på vejen. Jeg ved, der er købere klar til at købe huset, og de viser sig, præcis på rette tid. Jeg ved, at uanset hvilke huse, der kommer til salg, så er de vilde med mit, og er derfor villige til at betale prisen. For de ved godt, at et bedre hus findes ikke.
Processen
Jeg ved, at der er stadig er masse at forholde sig til og forløse i forbindelse med skrivning af min bog. Men det åbenbarer sig som jeg kommer til det og sammen med arbejdet med bogen, vil det sætte fortiden fri og forløse fremtiden.
Jeg ved, at selvom jeg nok aldrig bliver smertefri, så er der stadig bedring at hente. Stille og roligt. Lige nu kan jeg intet gøre ud over at fortsætte behandlingerne. Men det er også ok. Jeg skal blot øve mig i at lytte og passe på mig selv.
Så alt i alt er mellemrummet godt. Det kan være hårdt at være i, men om det skal være en lidelse, det vælger vi selv. Det vælger vi i det øjeblik, vi bevidst eller ubevidst, beslutter, hvordan vi vil være i mellemrummet . Vil vi se det som stilstand, modstand eller kamp? Eller vælger vi at se det som den smukkeste pause i et musikstykke, der løfter hele til et nyt og endnu smukkere niveau?
Det er valget, der afgør det. Og jeg vælger det sidste… Hvad gør du?
Kærligst,
Zanna Ibina
