Hverdagslivet,  Livet med børn,  samfundsdebat,  Valgets Kraft

Minimumsnomeringer

Jeg vil i denne lille artikel fortælle lidt om mit syn på regeringens udspil om minimumsnomeringer. Jeg vil gøre det, med fare for at blive upopulær – ikke fordi, jeg er imod at øge minimumsnomeringer. Tværtimod, det er virkelig en god nyhed. Men jeg tror personligt ikke, at det er hele løsningen.

Vores erfaringer med børnehaven

Jeg har tidligere skrevet om vores udfordringer i den lokale børnehave . Og tingene er ikke blevet bedre siden sidst. Min datter udviser flere og flere tegn på stress. Vores oplevelse er, at der er en kultur i børnehaven, blandt de ansatte, der bestemt ikke handler om fokus på børnenes udfordringer. Eller om styrede aktiviteter, for at øge børnenes trivsel og kompetencer. Der imod får man en følelse af, at deres kaffepauser er vigtigere end trivslen, og at de har en formodning om, at hvis blot de italesætter hvad der kunne gøres, så opdager vi forældre nok ikke, at det ikke sker.

Siden sidst, er vores ellers dygtige leder stoppet deroppe. Om min yngste er igen hjemme. Denne gang med flere symptomer på stress end tidligere. Men er det blot et tilfælde, at der er en lind strøm af ellers dygtige og kompetente ledere, der efter kort tids kamp siger op og finder nye veje? Er det bare min datter der er over sensitiv og derfor et besværligt barn? Jeg har mine tvivl. Min datter er sensitiv. Det er der slet ingen tvivl om. Men i et samfund, hvor der er lavet en norm, hvor børn passes i mange timer dagligt, skal der så netop ikke være rummelighed til at støtte og styrke alle børnene. Skal der kun være overskud til brandslukning efter de børn, der reagerer ud istedet for ind?

De nye minimumsnomeringer

De nye minimumsnomeringer er en gave – det skal der slet ikke herske tvivl om. Men en børnehave, som vores lokale, er eksemplet på, at løsningen ikke er så enkel. For nomeringen deroppe er allerede som de nye regler anbefaler. Og der er stadig problemer. Vi er nødt til at begynde at tale om kulturen. Om de historier pædagogerne vælger at fortælle dem selv.

Jeg oplevede det selv, dengang jeg arbejdede som sygeplejerske. Allerede dengang var der meget snak om, hvor pressede de offentlig ansatte var. Og det blev normen at fortælle den historie, uanset virkeligheden på de enkelte områder/afsnit. Flere steder jeg arbejdede, oplevede jeg, at der var en kultur præget af “vi har SÅ travlt”. Der var altid en eller flere, som ikke lod sig indrulle i kulturen, og som derfor nåede væsentligt mere end de andre, og som ikke mærkede den stress og travlhed, de andre talte om. Men der var sjældent nok til at kunne påvirke og ændre kulturen. Og ofte rejste de hurtigt eller også passede de overordnet sig selv.

For det er let, at blive lullet ind i en eksisterende kultur. Jeg ser det også i den lokale børnehave. Der kommer en ny pædagog – med masse ideer, masse gode planer og intentioner. Men entet lulles de i løbet af det første år ind i kulturen, der allerede hersker, og ellers flygter de.

Børnene betaler prisen

Desværre er det vores børn, der betaler prisen. Da jeg skrev det seneste blogindlæg om vores oplevelser med børnehaven, fik jeg flere henvendelser fra andre forældre. De var glade for at jeg sagde det højt, for de troede de var de eneste, der oplevede ting i børnehaven. Denne tendens fik jeg bekræftet i dag, da jeg talte med pladsanvisningen om, at jeg ønsker at flytte min datter til anden institution.

Jeg afleverede en lang ud udførlig mundtlig begrundelse for mit ønske, og hun var rystet. Dels over de oplevelser og følelser vi havde, men også over, at hun ikke havde hørt noget før. Det var simpelthen en af de første gange, at nogen sagde tingene direkte til dem. At nogen satte ord på en kultur, som set fra forældre-vinklen, ikke er særlig hensigtsmæssig. Sikkert fordi, at vi forældre jo ikke kan bevise de fornemmelser vi har, og de beretninger vi har er fra børn mellem 3 og 6. Men jeg mener alligevel, at vi som forældre har pligt til at tage bladet fra munden og udtrykke vores bekymring. For børnenes skyld – for deres stemme er ikke hørbar endnu.

Løsningen for os

Løsningen for os bliver at flytte til en anden børnehave. Jeg burde måske tage kampen op, men når det gælder mine børn, så lader jeg tvivlen om det kan blive bedre eller ej komme dem til gode – ikke de voksne og ikke børnehaven. For os er øgning af minimumsnomeringer ikke løsningen. Desværre.

Og indtil vi har pladsen det nye sted, så er min datter hjemme og må tage del af den hverdag jeg har – og med de ord, så tror jeg min hverdag skal gå fra blogskrivning til en dejlig tur i zoo og lære om dejlige dyr. Sammen med et af de vigtigste mennesker i mit liv.

Kærligst

Zanna

minimumsnomeringer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *