Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Mod

Jeg har ofte funderet over mod. Hvad dækker mod over, hvornår er man modig og hvad skal der til, for at man finder modet. Det vil jeg prøve at dele lidt med jer om her.

Mod på forskellige områder

I mit eget tilfælde oplever jeg, at der er meget forskel på hvor modig jeg er. Jeg har mødt mange mennesker, der betegner mig, som et af de modigste mennesker de kender. Det genkender jeg til en vis grad, men absolut kun på nogle områder af mit liv.

Jeg har opfostret 3 børn alene, de ældste var 1 og 4, da jeg blev alene med dem. Jeg valgte at få den yngste helt alene, selvom der ikke var en far at dele ansvaret med. Jeg jonglerer en hverdag med dem, hvor jeg skal være både mor og far, og jeg står med 100% ansvar for min yngste, når der skal tages store beslutninger. Jeg købte et hus alene, på pension og uden partner, jeg har lært mig selv at skifte blandingsbatterier, armaturer. Jeg har lært at lime klinker op og fuge dem. Jeg har anlagt en køkkenhave.

På utrolig mange områder besidder jeg stort mod og en kæmpe selvsikkerhed. Når det kommer til at behandle folk eller coache dem, så er jeg rolig, sikker og hviler i troen på mine evner og gaver til at formidle. Jeg følger drømmen om at skrive en bog. Jeg formidler ærligt og sårbart om min livsvandring og mine valg her på bloggen. Noget mange ville finde svært at være modig nok til at gøre.

Men som alle har jeg også mine områder, hvor modet svigter og hvor selvværdet skrider. Hvor jeg hæmmes af begrænsende overbevisninger og fortællinger, der har været bygget op gennem mange år. Et af de områder er i forhold til kærligheden.

Uagtet hvor modig jeg er, i alle andre områder af livet, så er det som om, det ikke smitter af, når det kommer til at møde mulige partnere. Når jeg møder en jeg tiltrækkes af, så finder jeg som udgangspunkt de første 30 gode grunde til, hvorfor vedkommende ikke kan være interesseret i mig. Hvis de ikke holder, hvad de nu oftest gør i mit hoved, så finder jeg istedet 20 grunde til, hvorfor vedkommende, nok ikke er så fantastisk alligevel. Og jeg gør ingenting.

Ændring af mod over tid

Jeg har ofte talt med veninder om, at på nogle områder, var vi mere modige, da vi var yngre. Og på mange måder er det nok sandt. Ihvertfald på kærlighedens rejse. Og dog – jeg har altid haft tendens til at tale mig selv ned, for ikke at risikere noget, over for de, der var rigtig interessante. Jeg er mest blevet scoret. Også da jeg var yngre.

Alligevel var der nok noget om det. For dengang var indsatsen knap så høj. Der var mindre at satse, mindre at miste. I dag er jeg over 40, jeg er mor til tre, har skabt et dejligt hjem i et hus jeg selv har købt. Jeg har et magisk liv sammen med mine børn. Der er meget at bringe i ubalance, hvis det ramler.

Og så er der hjertet… Jeg har ganske få gange i mit liv åbnet 100% op for et andet menneske. De fleste gange med et såret hjerte og ar på sjælen til følge. Også gode minder og oplevelser, men altid med sår. Der har været manipulation, utroskab og jeg er blevet forladt meget pludseligt og uventet. Og jeg er blevet voldtaget af det første menneske jeg lukkede rigtigt ind.

Det har nok påvirket modet en del tænker jeg. Men jeg vil gerne lære at være modig. Også på dette punkt. Jeg vil gerne lære at tro på folk, der siger, at jeg har masse at tilbyde. Jeg vil gerne være modig nok til at tro min søde xmand og ven, når han siger, at hvis jeg turde at se op, så ville der være masse tilbud. Men det kræver modet.

Det kræver kun tyve sekunder

Jeg så engang en film – jeg tror det var i We bought a Zoo – hvor faren lærer sine børn, at hvis vi vil opnå store ting i livet, så må vi også kaste os ud i at gøre store ting. Også når vi ikke tør. Han siger, at det kun kræver tyve sekunders ubeskriveligt mod at gøre noget. Og det er overkommeligt. TYVE sekunder. Tænk over det – det er ikke meget! Når de tyve sekunder er gået, så er det overstået. Enten har man overlevet og vundet og ellers er man styrtet, og har fået bevist, at man ikke døde af det.

Det forsøger jeg at leve efter. Jeg forsøger at øve mig. Gøre ting, som jeg ikke troede jeg turde. Jeg øver mig i at være for meget, og stå stærkt i mit lys. Vise hvem jeg er. Og en dag, så kommer det til at sprede sig til kærligheden. Det er jeg sikker på!

Er du modig?? På alle områder af livet, eller har du som jeg en akilleshæl? Er du bevidst om den? Arbejder du med den?

Med de spørgsmål til refleksion (del gerne på facebook og Instagram og i kommentarer, som vanligt – lad os inspirere hinanden) vil jeg byde dig en rigtig smuk weekend. Fyldt med mod, kærlighed og refleksioner.

mod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *