Hverdagslivet,  Livet med børn,  Livet med kroniske smerter,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Ny begyndelse

I anledning af nytår, har jeg i årevis skrevet en lille nytårstale. Et lille tilbageblik, samt et kig på det, der venter mig og os. Denne lille tradition vil jeg opretholde her på bloggen. For jeg er en af dem der elsker markering af ny begyndelse – det være sig nytår, fødselsdage, mandage og meget andet. Alt det der minder os om, at det altid er muligt at skabe noget nyt. Lave en anden historie end den du aktuelt har rodet dig ud i. Eller forbedre den smukke fortælling du lever endnu mere.

Jeg kan se dig! Her er jeg!

Jeg læste i dag om afrikanske buskmænd, der i århundrede har hilst på hinanden med de sætninger. Når den ene bliver opmærksom på den anden råber han Jeg kan se dig! Og den anden råber begejstret tilbage Her er jeg. Denne anerkendelse af hinandens og vores egen eksistens ramte noget i mig.

Den handler i bund og grund om at se og anerkende hinanden. Men også at tage vores plads og stå ved hvor vi er, og hvem vi er netop i det øjeblik i livet og historien. Det ramte mig, da jeg faktisk står et sted i mit liv, i min livsfortælling, hvor jeg har været nødt til at råbe Her er jeg! da en veninde meddelte Jeg kan se dig. Men det var ikke med stor jubel, for jeg havde bevæget mig langt ud i en historie og en livsrejse, der ikke har bekommet mig vel.

Farvel til det gamle år

I år ser jeg mere frem til ny begyndelse, end jeg normalt gør, selvom jeg ellers også er glad for dem. Det skyldes, at jeg har haft et år, som jeg glæder mig til at afslutte. Når jeg ser tilbage har jeg haft to markante ord for det. Det ene længerevarende, mens det andet har været kort, men vigtigt! De to ord er stress og erkendelse.

Den dag min veninde så mig, den dag jeg sagde Her er jeg! Der ramte erkendelsen om, at året 2019 havde været et år med et ord. Stress. Jeg havde ikke selv indset, hvor hårdt jeg levede. Mit liv er hver eneste dag præget af stærke smerter, og derfor har jeg valgt at leve med ikke at mærke ind i det hver eneste dag. For så ville jeg ikke kunne være mor og få de ting gjort der skal gøre – af mig – i og med jeg er alene med mine tre børn.

Det mærkede jeg konsekvensen af, da jeg blev set. For i min kamp om at leve godt på trods af smerterne, havde jeg overset, hvor stress ramt jeg var. Stress, depression og livet med mange stærke smerter har meget det samme symptombillede – så jeg er vel så at sige blevet blind for at opdage stress tegn. Og da jeg pludselig blev ramt af erkendelsen slog den hårdt. Meget hårdt.

Fordelen ved livet med smerter

Heldigvis har jeg levet et årti med smerter, hvor jeg har lært hvor vigtigt det er at vælge sin vej og sit fokus. Jeg har trænet og finpudset min evne til at se muligheden og det der skal til for en ny begyndelse. Og jeg har lært at handle, selv når der hverken er kræfter eller overskud til at handle. Kunne jeg ikke det, ville mine børn dø af sult.

Så i takt med, at erkendelserne landede i mig, landede erkendelserne om hvad der skal til for at vende historien igen. Hvad der må ske, for at skrive en bedre historie. Hvad der skal til, for igen at bruge mine skeer korrekt. Eller ihvertfald bedre end jeg har gjort i 2019. Dette år er der virkelig behov for en ny begyndelse.

Og min historie skal ændres meget, hvis jeg skal på rette kurs igen, for der er ingen tvivl om, at jeg er på en glidebane, der forværrer mit helbred markant både fysisk og mentalt. Og er der en ting jeg har lært, så er det at slippe det, der ikke gavner mere. Også selvom det er radikalt og langt fra hvad andre ville have gjort.

Min Ny begyndelse

I morgen tager vi hul på et ny friskt og smukt år. Et år med uanede muligheder. Et år, hvor jeg vil slippe stress og forsøge at få mere styr på, hvordan mine skeer skal bruges. Et år, hvor jeg igen gør hvad ingen forventede og går stik modsat af, hvad MAN normalt ville gøre.

I december 2017 købte jeg mig et hus. Jeg drømte om rødder og ro. Om at finde noget jeg søgte.

I december 2018 købte jeg min en bil. En elbil, der gav mig større kørekomfort og opfyldte en gammel drøm. En bil med masse drømme og et håb om, at det kunne frigive et par skeer, som jeg nok ubevidst mærkede var i underskud.

I december 2019 købte jeg intet, men fik en klar erkendelse, der slog benene væk under mig. Den var gratis. Men den var skræmmende og den var hård. For den positive optimist, var blevet overmanet af alt for meget at gøre og alt for lidt at gøre det med.

Og for mig sker der det, når jeg rammes af sådan en erkendelse, at jeg ser klart og skarpt. Hvad er det, der dræner og tager de kræfter jeg skulle bruge til at være en fantastisk mor og til at leve et smukt og farverigt liv, fremfor bare at overleve. Og erkendelsen lå ikke langt væk. Mit elskede smukke fantastiske hus, med alle drømmene tilknyttet dertil er en af hovedsynderne. Jeg elsker mit hus. Det er varmt, hjertevarmt, fuld af muligheder. Og så er det kæmpestort når man har et funktionsniveau som en slatten karklud.

Mulighedernes dans

Jeg har altid været god til at se muligheder. Og selvom de muligheder, der ligger foran mig kan være hårde og tårefremkaldende, så har jeg en evne til også at se gevinsterne. Det er netop det jeg har optrænet, som gør, at jeg lever mit liv med kroniske smerter, som den smukkeste gave, fremfor at ligge grædende i fosterstilling.

Så da jeg havde grædt over erkendelsen (de første mange gange), indså jeg at skulle denne deroute vendes, så måtte der drastiske midler i brug. For når jeg mister kræfterne kommer de ikke bare retur selvom jeg en periode hviler. Så jeg kan ikke på magisk vis forvente at jeg pludselig får det så meget bedre, at jeg kan holde 175 kvm hus med skøn have.

Derfor bliver mit skønne hus sat til salg i 2020, og en ny familie får en kæmpe gave og en drøm. Alt den kærlighed og gode energi, der er lagt heri, bliver videregivet til nogle, der kan nyde det og få det til at vokse. Og jeg og mine tager ud på nye eventyr. En ny begyndelse af de store.

Børnenes 2020

Mine kære unger er jo selvsagt påvirket, når mor er så hårdt ramt, som jeg har været det seneste år. Men det er de sejeste mennesker jeg kender.

Yngste

Min yngste har haft et hårdt år, da jeg mod min første mavefornemmelse, alligevel indmeldte hende i den lokale børnehave. Et valg, der skulle komme til at koste. I sommeren tog jeg hende ud af børnehaven en hel måned, og lige inden jul tog vi næsten en måned mere. Men denne gang tog jeg konsekvensen og meldte hende ind i en ny børnehave. For første gang meget længe har jeg igen en datter, der er i trivsel. Hun udvikler jeg helt vildt og har endelig overskud til at flirte lidt med trodsalderen. Hun skal nok få et godt 2020. Hun er så klar på eventyr, og glæder sig over alt det positive hun endelig mærker – både ved sig selv og hendes mor.

Mellemste

Min mellemste startede på friskole, da den lokale skole kun går til 6, og ingen af os var synderligt begejstrede for den større skole i nabobyen. Hun nærmede sig de officielle teen år, og udviklede sig meget. Blev mere og mere en smuk ung kvinde, fremfor det barn hun langsomt slap. Det var et år i følelsernes vold, som det altid er, når man skal finde sin plads mellem barn og voksen. Og for et menneske som min mellemste, der er så smuk og klog, kan det være et følelsesmareridt at finde den plads og den vej. I hele den rejse fandt vi frem til, at hun trænger til et sceneskifte af de store, og hun er derfor nu indmeldt på en efterskole, sammen med hendes elskede hest. Planen er at de tager to år sammen dernede. Og hun glæder sig meget. Hun er som os andre klar til 2020 og de smukke spændende eventyr der venter.

Ældste

Min ældste har i år taget hul på det sidste år i folkeskolen. Han har udviklet sig til præcist den smukke, stærke, empatiske unge mand jeg havde ventet. Han har løftet meget dette år, da han er den, der springer til, når mors kræfter slipper op. Og det har de desværre ofte gjort dette år. Han har klaret at hjælpe og samtidig passe job og skole til ug. I efteråret var han i praktik, hvor han fik bekræftet sin plan for fremtiden, og fik meget ros og et tilbud om at komme igen. Han kan nu se frem til 2020, hvor han slutter folkeskolen. Og så skal han i gang med grunduddannelsen på HTX. Det gør, at han får mulighed for at være mere hos sin far, som bor tæt ved skolen, og det ser han frem til.

Nytårsaften

I aften er der fest. 3 kære venner kommer og fejrer denne afslutning, men også den nye begyndelse der venter. Vi skal sammen springe ind i det nye år og åbne op for den ny begyndelse.

Jeg tror på den er god. Lige nu er alting hårdt og lidt kaos. Men jeg kan se lyset. Jeg kender planen. Jeg ved at selv når mørket og trætheden truer, så er alt godt. Jeg har tillid til at alt løser sig på fineste vis, og selv når tvivlere prøver at prikke til den boble, så mærker jeg kun tillid og tiltro til at alt løser sig og en smuk ny begyndelse er lige om hjørnet.

Og med disse ord vil jeg bremse denne tirade af ord, og blot gå direkte til slutningen og ønske

GODT NYTÅR

og må kærligheden, tilliden og troen være med dig, på hvert skridt af din ny begyndelse.

Kærlist,

Zanna

ny begyndelse

2 kommentarer

  • Dorte Liltorp Callisen

    Kære Zanna
    1000 tak for dit så velbeskrevet indlæg. Det rammer mig på så mange måder lige i hjertet og giver mange ting eftertanke. Jeg håber at jeg lige som dig i det nye friske år som står lige for døren, kan finde nye positive ting og sætte kurs mod og bliver rigtig god til og bruge/ sparre på mine skeer, så jeg formår og bruge dem jeg har på det jeg holder mest af ❤️
    Rigtig godt nytår til dig og dine kære.
    Ps. Håber vi ses til kroniker- kaffe en dag

    • Zannaibina

      Kæreste Dorte.
      Tusinde tak for dine søde ord… Håber 2020 bliver året, hvor også du finder en bedre balance og måde at bruge dine skeer på.. ❤️
      Rigtig godt nytår til dig og dine og vi skal selvfølgelig drikke kaffe i 2020.. ✨
      Kærligst,
      Zanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *