Hverdagslivet,  Livet med børn,  Livet med kroniske smerter,  Personlig udvikling,  Valgets Kraft

Stress – den skjulte følger

I slutningen af 2019 måtte jeg erkende, at livet ikke var så let som jeg gerne ville. Årsagen var, at jeg, oveni mine smerter, var blevet ramt af stress. Jeg kunne se tilbage på minimum et år – nok nærmere mere – hvor stressen langsomt havde tiltaget. Hvor glæde og begejstring var sværere og sværere at finde. Og hvor træthed, korte lunter og udmattelse, var en mere og mere velkendt følgesvend.

De små tegn

Jeg havde flere gange stoppet op, og nok på et vist plan indset at jeg havde stress. Men jeg gravede ikke dybt. Jeg erkendte ikke helt hvorfor, men fandt den ene undskyldning efter den anden. For det er ikke altid sjovt at indse, at noget af det man elsker højest er grunden til at man har det aller værst.

For mig var der nemlig flere ting, der var og er årsag til at stress er i mit liv. Først og måske endda størst, så er livet med svære smerter en stress faktor. Jeg er mere sårbar i systemet generelt og mine grænser for, hvor meget jeg kan klare, væsentligt formindsket. Det gælder både lyd, hvor jeg i dag er ekstremt lydsensitiv. Det gælder også uro, hvor min grænse er svær ikke at overskride. Jeg ved, at livet med svære smerter gør, at grænserne mindskes. Overskuddet er mindre, når man lever med en konstant og kronisk udmattelse.

Alligevel kommer det igen og igen bag på mig, når jeg rammes. Og alligevel kunne stressen komme snigende og ramme mig hårdt, uden jeg rigtigt opdagede det.

De første forsøg på brandslukning

Da jeg undervejs i forløbet mærkede at der var noget, som ikke var som det skulle være, satte jeg ting i gang, som i øjeblikket føltes rigtigt. Det var også ofte rigtige tiltag, men de blev iværksat, uden jeg egentlig havde lavet den reelle erkendelse af hvad der var galt.

Første store tiltag var salg af min hest. Det var bestemt en rigtig og god beslutning, for det at have hest i mit liv, er desværre blevet en stress faktor, på trods af min kæmpe kærlighed og passion. Problemet var dengang, at jeg ikke helt havde modet og evnen til at se dybt på HVORFOR det var den vej jeg måtte gå. Min mavefornemmelse og mit hjerte sagde det, og det er som udgangspunkt nok for mig. Jeg lever nemlig meget ud fra hvad mave og hjerte fortæller mig. Intuition er vigtig guideline for mig i mit liv.

Udfordringen ved ikke at have erkendt helt, hvorfor det var den vej jeg skulle var, at da jeg senere sad og var uglad og manglede passion i mit liv, så gravede jeg ikke i hvorfor jeg var uglad. Om jeg måske var ramt af stress stadig? Jeg konstaterede blot at jeg manglede passionen, og som altid i mit liv, tænkte jeg, at jeg er uglad fordi jeg mangler en hest i mit liv. Det har altid været min løsning. Men jeg har heller aldrig levet med så mange smerter og udfordringer, som jeg gør nu.

Men løsningen blev, som altid, at finde en måde at få hest i mit liv. En løsning, som gav mig glæde og begejstring – kortvarigt. For det øgede også stressen igen, og dermed blev begejstring og glæde atter svær at mærke og jeg var igen i en nedadgående spiral.

stress

En mere reel “løsning”

En anden ting jeg iværksatte var at få yoga ind i mit liv igen. Det var en mere fornuftig løsning, men grunden til at jeg sætter løsning i citationstegn er, at det jo ikke var en løsning, når jeg stadig ikke havde erkendt, hvad stressen skyldes. Jeg har levet med kroniske smerter i svær grad i knap ti år, så alene at skyde skylden derpå, var lidt for letkøbt.

Men yoga fik mig ned i kroppen og gav mig et ugentligt pusterum, og det kombineret med vinterbadning gav mig frikvarterer af ro og nærvær. Det fik mig til at være med det der var i endnu højere grad, og derfor blev det nok også startskuddet til den egentlige erkendelse. Jeg fandt en yogalærer tæt på (Yogaliv i Dronninglund). Hun formåede at skabe et rum, hvor jeg kunne være med de begrænsninger mit handikap giver. Og jeg kunne for første gang deltage på et hold, uden at komme til at overskride mine grænser for at følge med.

Yoga

Stress forsvinder ikke af sig selv

Desværre måtte jeg erkende, at stress er som nullermænd. De forsvinder ikke af sig selv. Og da jeg langsomt fik det værre og værre, måtte jeg begynde at tage forskellige ting op til revision. Faktum er, at jeg lever et liv med smerter og lavt overskud. Faktum er at jeg har gener, der gør, at det er sådan det er resten af livet. Så jeg måtte til at se på, hvad i livet, der gav mig ægte værdi. Hvilke ting gav værdi, men havde en pris i fht øgede smerter, stress eller mindre overskud. Hvilke ting havde ingen værdi, men blev fortsat af vane.

Omstændigheder i forhold til børnene gjorde, at jeg begyndte at indse, at mit elskede hus, hvor jeg ville bo til jeg skulle bæres ud, måske ikke var helt så praktisk når vi snart kun var to tilbage til at bo der. Og det gjorde at jeg begyndte at overveje, om der var andet der om 5-10 år var mere hensigstmæssigt.

Jeg begyndte ligeledes at spekulere på, hvorfor jeg igen og igen de seneste år havde opgivet hestene. Og hvilke mekanismer, der fik mig til at gå ind i det igen. Dette var især hårdt, da jeg har en dyb kærlighed til de store dyr, og det har været den passion, der gennem hele mit liv har givet mig aller mest.

Erkendelsen

Erkendelsen af hvor meget stress jeg havde fået skabt ramte hårdt. Og det krævede at jeg (endelig) tog bindet for øjnene af, og erkendte, hvad der lå til grund for den tilstand jeg var i.

Jeg var oppe ved en veninde, og snakken faldt på de tanker om, at jeg måske om 5-10 år ville rykke videre. I noget mere småt, noget billigere og noget, der ville give en større frihed. Under den snak krakelerede facaden pludselig. En facade jeg, uden at indse det, havde sat op for både mig selv om andre. En facade, der skjulte et liv med stress. Mens tårerne løb erkendte jeg, mens jeg fortalte, at huset var en af de største stress faktorer. Det hus jeg elskede, havde også medført et liv, hvor jeg følte mig konstant bagefter, hvor jeg aldrig var med og hvor de få kræfter jeg havde blev brugt på at forsøge at følge med.

Det var en hård erkendelse og jeg er taknemmelig for at jeg ikke nåede den alene. Min veninde var der til at støtte, lytte og give sit syn på sagen. Og snakken blev både lang og hård. Og der, i hendes skønne hjem, erkendte jeg dybt ind i sjælen, at jeg var nødt til at sælge mit elskede hus, hvis jeg skulle finde op og ud af stress igen.

Snakken måtte uværgeligt også falde på hesten og det mønster, der lå i, at når jeg var/er uglad, så er det altid min løsning. En fantastisk løsning, hvis jeg stadig var rask og ikke var udfordret af, at min største passion også havde den største pris. Men jeg var på ingen måde klar til at slippe den dag. Kærligheden både til passionen og til hesten var for stor.

Handling

En af mine største styrker, ud over at vælge vejen til det gode liv, er at handle, når jeg erkender, at noget ikke fungerer. Så da erkendelsen var landet og taget ind, og jeg havde taget en dyb indånding, så lavede jeg en handle plan. For det nytter ikke at erkende at man er for handikappet, for alene, til at have et stort hus og have, og så blot fortsætte med at leve sådan. Så mit første skridt blev, at jeg skulle have ryddet op og ud, og jeg måtte i bund. Jeg er indehaver af et stort samler gen. Og med stort hus med stort dejligt værksted er der gode muligheder for at samle til huse.

En plan blev lagt og venner alarmeret og hidkaldt, og de kommende uger blev alle de kræfter jeg ikke havde brugt på at rydde op og ud. Seks trailerfulde rod blev kørt på losseplads og 16 flyttekasser og en trailerfuld guld blev kørt til genbrugsen. Alt blev gennemgået med mantraet: hvad er vigtigt nok til at få plads når jeg skal bo i en lille lejlighed. Og for første gang i mit liv, skete sorteringen og udrydning nemt. Jeg mærkede en lille gnist vokse indeni, og var ikke i tvivl om, at jeg var på rette vej. Det var ikke en let beslutning, for mit hus er vidunderligt, og jeg har de seneste to år skabt en vidunderlig oase med mange skønne muligheder der.

Det kan jeg nu glæde nye dejlige mennesker med. For mig var rejsen en anden. Jeg skulle have frigivet nogle kræfter til at leve igen. For mit liv var nået til et punkt af overlevelse. Og selvom huset bringer mig glæde, er prisen for høj.

hus til salg

Balance, stress, smerter og glæde

At finde balancen mellem de ting der gør glad, de ting der stresser og øger smerter og alt der imellem er den sværeste opgave som kroniker. Jeg havde en ide om, hvordan mit liv skulle se ud, og år for år har jeg jagtet den ide. Den har ikke ændret sig meget, selvom jeg har fået et liv med smerter og få ressourcer, for det var jo det, der gav glæde. Der åbnede en begejstring i mig. Men jeg glemte at justere drømmen efter vilkårene. Måske fordi jeg ikke var bevidst om forværringen. Måske fordi jeg dybt inde har en ide om at jeg kan alt. Måske fordi jeg dybt inde ikke erkendte, hvor hårdt livet med smerter er.

Men da jeg erkendte det, så satte jeg handling på, og i dag er mit smukke hus til salg. Det er klar til at sprede glæde og kærlighed til nye heldige mennesker. Og jeg er klar helt ind i sjælen til at påbegynde et nyt eventyr. Et eventyr, der ser lidt anderledes ud, end jeg havde forventet, men smukt og sandt. Et eventyr, der tager højde for de ressourcer jeg ikke mere har. Et eventyr, som tænder en gnist af begejstring og spænding, selvom det er anderledes end den drøm jeg havde.

I processen med erkendelse og genfinde en ny balance, der passer bedre til mit liv, har jeg også måtte give livet med hestene et barskt eftersyn. Det var ikke en sjov proces. For siden jeg var en ganske lille pige, har jeg haft en uendelig kærlighed og passion der. Men som mit liv har formet sig, så er der jo en grund til at jeg igen og igen har måtte opgive. Problemet har været, at jeg ikke har fået kigget et lag dybere. For hvorfor er det sådan?

Stress og balance

At se et lag dybere på stress

Det har jo ikke blot handlet om at de enkelte heste, eller formen hvormed jeg havde hest, ikke lige fungerede. Det stak dybere, men min kærlighed og passion gjorde mig blind. Men når jeg betaler en ekstremt høj pris for min passion, så er jeg nødt til at vurdere, om det er det hele værd.

Som livet er lige nu, så er jeg enlig mor til to teens på vej ud i livet, og til en lille pige på knap fire, der først skal til at begynde. Det betyder, at jeg altid skal sørge for, at der er overskud nok til dem. At jeg hver dag har overskud til at læse højt, lege, lytte og snakke om livet od de ting der rør sig i et teen liv. For først og fremmest er jeg mor.

Når jeg vælger at gøre noget for mig, som har en høj pris, så er det mine børn der betaler først. Og det er ikke et valg jeg ønsker at tage. De vinder meget ved at have en mor med kroniske smerter – men de betaler også meget. Og mit job som mor må altid være, at minimere prisen så meget som muligt for dem.

Jeg har mange ting, der gør mig glad. Især når stress ikke overskygger min evne til at mærke glæde og begejstring. Så jeg er ikke afhængig af at have en hest i mit liv for at være glad. Derfor har jeg med sorg, været nødt til at indse, at trods kærligheden er prisen for høj. Og børnene betaler. Derfor har jeg ligeledes skåret det fra. Nu er tiden kommet til at finde den rigtige balance. Til at skabe et liv uden stress. Hvor glæden lettere kommer til overfladen, og hvor jeg har overskud til at være den mor jeg er.

Nu og fremtid

Nu er tiden kommet til at give slip og have tillid til at alt løser sig. Jeg er sikker på, at mit skønne hus er solgt før jeg får set mig om, og så finder vi den dejligste lejlighed i byen. Så skal jeg slippe stress og derpå bygge vores nye smukke liv op. Med fokus på overskud, glæde og det at være en fantastisk mor for mine vidunderlige børn. Med overskud til at skrive, til at formidle og til at blomstre.

Og jeg glæder mig.

Kærlige tanker,

Zanna

prioritering
Ferie i oktober gjorde mig godt. Taget lige inden vi skulle hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *