logo-groen

For præcis et år og en måned siden, skrev jeg et blogindlæg i anledning af Copenhagen pride. Jeg delte lidt om mine true colors. Om, at jeg i årenes løb havde elsket en kvinde, at jeg havde elsket en mand. Om at jeg dybest set er ligeglad med, om jeg er med en mand eller en kvinde, fordi det i sidste ende handler om kærlighed. Jeg ser ikke indpakningen når jeg møder nye mennesker, jeg ser det, der er indeni. Jeg ser de true colors. Jeg har udviklet mig meget det seneste år. Har været i situationer, der har gjort at jeg har måtte finde endnu mere ind til kernen, og erkende hvad og hvem mit sande selv er. Og jeg har måtte lære at stå ved det. Jeg har haft opture og nedture, for jeg har levet. Jeg har været i verden, jeg har erfaret og jeg er vokset.

Lyt til indtaling af indlægget her.

True colors

At finde ind til kernen

Når vi begynder at arbejde med os selv, så er målet i bund og grund at finde ind til kernen og erkende hvem vi er. Hvem det er meningen, vi skal være. I livet bliver vi på godt og ondt formet og puttet i kasser. Det sker nærmest fra vi kommer ud fra mors mave. Det er det samfund vi har skabt, og det er normen i dag. Men kunsten er i bund og grund at slippe behovet for kasser og i stedet begynde at skrælle lag af, og finde ud af hvem vi er inderst inde i kernen. Vores true colors. Med den erkendelse kommer vi til at stå stærkere i livet, og vi kan lettere skabe et rigt og smukt liv.

Det seneste år har jeg været på en dejlig rejse. En rejse i mig selv, men også en rejse mod at åbne op for noget nyt igen. Jeg har i mange år været alene. Jeg har haft brug for at være mig selv, for at finde ud af hvem det var. Men det seneste års tid er der sket flere ting, der har forberedt mig på, igen at dele livet med en partner. Jeg har oplevet ting, der har åbnet mig op mod verden og livet på en ny måde igen. Jeg har mærket, at nyt var på vej, men uden at vide, hvad det var. Det har været spændende at opleve sig selv på den måde. For på rejsen har jeg lært meget om, hvem jeg er. Men også at blive bedre til at være med det, der er, og observere mig selv og mine reaktioner oppefra.

Rejsen mod mine true colors

Den rejse har styrket mig til at stå stærkere i mig selv. Det handler ikke om at have ret, eller have sandheden. Men det handler om at erkende hvem jeg selv er, og stå ved det. Kende mine sande farver – mine true colors. Stå ved det, der er min sandhed. Ikke for at pådutte andre den sandhed, men holde fast i det, der er mit. Ikke lade andre pådutte deres sandhed på mig. Ofte bliver det nemlig en kamp, der opstår i forhold, hvem har ret, hvem har sandheden, hvem har den “rigtige vej”. Det har jeg oplevet i mit tidligere liv mange gange. Ofte gik jeg ind i “kampen” fordi jeg ikke anede, hvem jeg selv var.

Men når vi finder ind til kernen, er det ligegyldigt, hvad andres sandheder er. Så står vi roligt og trygt med det, vi er, og vores vej. Og det kan sagtens harmonere med andre, der har en anden sandhed og en anden vej. Kunsten er at finde en fælles vej, med en åbenhed i forhold til, at vi kan have forskellige veje og en fælles vej på en gang. Det kunne jeg ikke tidligere i livet, men de mange år alene har lært mig det. Jeg ser nu skønheden i, at vi har forskellige veje at gå. At vi alle er forbundne og i bund og grund forenede med alle vores kringlede veje og overbevisninger. Det er det, der gør det hele farverigt og smukt. Hvis vi står stærkt i egen kerne, kan vi nemlig lære meget af hinandens veje og syn på livet.

Livets små overraskelser

Men for nu at vende tilbage til starten, så er det sjovt, at jeg for en måned og et år siden skrev indlægget Love is love . For dengang var det i erkendelsen af, at jeg er farveblind på alle områder af livet. I erkendelsen om, at jeg var åben for alle “farver og former” når det kom til kærligheden og partnerskab. Jeg viste for alvor mine true colors her på bloggen. Jeg vidste, at jeg var påbegyndt en rejse mod kærligheden, at mine mange år alene var på retur. Men jeg anede ikke, hvad der ville komme til mig. Jeg bekendte blot kulør, fordi det var en del af min rejse at stå ved mig selv og min kerne.

Men som livet har tendens til, så slår det ofte uventede krøller. Så næsten på årsdagen for mit indlæg, hvor jeg blandt andet fortæller om et forhold jeg havde for seks år siden til en kvinde, og hvordan jeg har det i mit hjerte for altid. Så får jeg besked fra hende igen. Vi falder i skriv, og noget åbner sig. Mange ting er sket de seneste seks år. Ikke kun i mit liv, og min udvikling, men også i hendes. Det er tydeligt at energien mellem os er en anden end de få gange vi ellers har skrevet de seneste seks år. Så et møde mellem os blev hurtigt arrangeret.

Krøllerne og uventede veje

Det møde blev åbningen til mere udvikling, men også åbningen til et liv med mere kærlighed og med partnerskab. Med samhørighed og nye åbne døre. Vi havde naturligvis gamle mønstre og ideer, der måtte frem i lyset og opløses, men der var ingen tvivl om, at det ikke var tilfældigt, at vi blev ført sammen igen. Vi fik en gave, og vores eneste opgave var at finde modet til at vælge gaven til.

For mit vedkommende var det både det letteste og sværeste valg. For den samhørighed og kærlighed vi har på et meget dybere plan end bare “du er godt nok sød” er svær at komme udenom. Men samtidig blev det tydeligt, at gammel frygt kom massivt frem i lyset hos mig. Gamle fortællinger om at blive såret og svigtet, som ikke kun handlede om vores fælles fortid, men om min fortid alene også. Jeg havde svært ved at give mig hen, selvom det føltes så sandt og rigtigt.

Gaven i det aktive og stærke valg

For mig kom vendepunktet i en snak med en veninde. Nogle gange står skoven så tæt, at vi slet ikke formår at se træerne selv. Sådan var det for mig, og så hjælper det altid at vende tingene med en veninde. Hun mindede mig om, at jeg i mit liv lever tro mod Kong Fusis Ord: Hvorend du går hen, gå helhjertet. Og mindede mig om, at jeg lever ud fra troen på, at vi vælger vejen til det gode liv. Det betyder, at vi somme tider er nødt til at ignorere frygten og vælge noget til helhjertet. Velvidende at ingen kender fremtiden. Ingen ved, hvor vi ender. Ingen kender sandheden. Men hvis noget føles rigtigt og godt, så er vi nødt til at gå helhjertet den vej. Det er jeg ihvertfald.

Så jeg smed frygten over bords og valgte kærligheden til. Valgte at se på frygten og de gamle mønstre oppefra og sprede lys på dem, så de langsomt kunne opløses. Og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Jeg har valgt en vej, og den er smuk, dejlig, fyldt med latter, dybe snakke, gamle mønstre, lys og kærlighed. Ingen ved hvad fremtiden bringer. På nogle områder. Men jeg øver mig i at vælge det gode til nu. Og nu. Og nu. Og nu… Det, er det eneste, vi kan gøre. Og det gælder jo alle aspekter af livet.

Se tingene oppefra

Noget af det, som kan hjælpe os igennem frygt og gamle mønstre, der skal brydes, er at forsøge at hæve os over reaktion. Det betyder ikke, at vi skal blive følelseskolde og hårde. Det betyder bare, at vi skal forsøge at observere os selv i det. Ikke reagere instinktivt og falde tilbage i mønstre og frygt, men forsøge at hæve sig over situationen og det der vækkes. Se på hvad det er der sker, og hvad det handler om. Se det store billede. Det kan være utroligt svært i situationen, men så forsøg at gøre det, så snart det er muligt. Og er det i en relation, så øv jer i at tale om det. Spred lys på det, så det igen kan slippe.

Det samme gælder, når der sker andre ting i livet, som skræmmer og spreder frygt i dig, så søg ind i en tillid til, at alt er godt, og forsøg at se tingene mere oppefra. I et større perspektiv. Kan der ligge noget bag, som vi ikke umiddelbart ser? Kan der følge noget godt efter det? Kan vi trække os tilbage og leve mere tilbagetrukket og finde ro i vores kerne og vores nærmeste liv? Kan vi finde et ståsted, hvor vi kan slippe frygt og istedet bevare håb og kærlighed? Kan vi finde mere viden, så vi kan slippe frygten? Kan vi finde et holdepunkt i lyset? Lade være med at reagere, og bare være med det der er, og finde fred med det?

I harmoni med dine true colors

Hvis vi kan finde balancen med det, og samtidig finde ind til kernen, så tror jeg vi er godt på vejen til det gode liv. Godt på vej til at skabe et magisk liv, i harmoni med den vi er, helt inde i kernen. Jeg er ved at lære det. Jeg øver mig stadig, og jeg takker livet for at give mig alle de oplevelser der skal til for at blive bedre. Takker livet for en chance mere. Takker for lyset og alle de gaver der ligger deri.

I kærlighed og lys,

Zanna Ibina