logo-groen

Unschooling, hvad for noget? Der har været mange reaktioner, når jeg har luftet tanken. For kan man det? Hvad er det for noget? Og hvorfor dog? Jeg har de seneste måneder gjort mig mange tanker om, hvordan vores familie liv skal se ud fremover. Det vil jeg dele lidt med jer i dette blogindlæg.

Hvorfor overhovedet ændre noget

For 2,5 måned siden lukkede Danmark ned. Og min yngste datter kunne ikke længere komme i børnehave. På ubestemt tid. Jeg var spændt på det, for jeg er jo alene med hende. Og selvom mine forældre har hende en overnatning Ca hver 14 dag, så er det hårdt at være på konstant. Især i et liv med kroniske smerter.

Mine bekymringer skulle dog vise sig at blive gjort til skamme. Det var let. Altså når vi ser på det i helikopterperspektiv. For selvfølgelig har der været dage, hvor smerter har været en udfordring, og hvor det hele har været svært. Men overordnet set, har det været let. Min datter blomstrede langsomt op, og hun udviklede sig med rivende hast. Hun blev mere motiveret for at lære nye ting, og blev bedre til at finde ro til at fordybe sig i lege i lange perioder. De første måneder var mine to teens også hjemme, og var søde til at tage den lille, hvis jeg lige trængte til at komme ud og gå eller løbe en lille tur. Men overordnet set, så fandt vi en rytme, der gjorde, at der var plads til os alle.

Sideløbende med, at verden blev mere og mere angst for corona, og derfor indførte tossede ocd skabende og immunforsvar ødelæggende bestemmelser. Jo mere sikker blev jeg på, at vores nye hverdag ville være mere varig end først antaget. Da jeg havde vænnet mig lidt til den tanke, gik det op for mig, at vi begge havde det bedre. Min datter fandt mere mod og ro til at være sig selv, og vi havde færre konflikter og overstimulerings udfordringer.

Hjemmepasning

I længere tid overvejede jeg at melde hende helt ud af børnehaven. Det var jo fjollet at betale for noget vi ikke brugte. Og som tingene så ud, så det ikke ud til at vi ville komme til at bruge det igen lige foreløbig. Men det var, kunne jeg mærke, meget grænseoverskridende at udmelde. Det var så endegyldigt. Og kunne jeg overhovedet det? Hvad med smerter? Hvad med bogen jeg var ved at skrive? Hvad med mine drømme og planer.

Heldigvis er det sådan, at når man ikke tør at tage det skridt, der er det rigtige, så har universet det med at puffe lidt til en. Så hen i april fik jeg en ekstra regning for børnepasning i marts! Ironisk eftersom vi ikke havde brugt pasningen siden den 9. Samtidig fortalte mine forældre, at deres kommune havde besluttet at refundere penge til de forældre, der ikke brugte nødpasningen, da det lettede situationen med plads i institutioner. Det var et vink med en vognstang. Alligevel fandt jeg ikke modet til at trykke på udmeld.

Men så kom maj. Min datter var stadig hjemme, og kommunen kvitterede endnu engang med en regulering af min betaling, så jeg skulle betale 100 kr ekstra for april! Så tog jeg en dyb indånding, huskede mig selv på at der er pasningsgaranti, altså kan vi altid melde ind igen, hvis ikke det går. Og så trykkede jeg udmeld! Det var så grænseoverskridende, skræmmende og en kæmpe lettelse på en og samme gang. Endnu engang misundte jeg de, der er to om at tage beslutninger, og to om at bære ansvaret for de beslutninger. Men som dagen gik forsvandt bekymringerne, og jeg mærkede kun en kæmpe lettelse. Jeg var nu officielt hjemmepasser.

Unschooling ideen

Tanken om at unschooling voksede lige så stille derfra. For det harmonerer faktisk meget godt med den måde vi allerede lever på, og vores tilgang til at lære. For eksempel skete der det, at da min yngste kom hjem og gå og fik mere overskud, da begyndte hun at ville lære engelsk. Alt hed; mor, hvad hedder det på engelsk. Hvordan siger man (..) på engelsk. Min søn lærte sig på samme måde at regne da han var 4. Fordi motivationen var der. Det var sjovt og det var vigtigt for dem.

Samtidig må jeg erkende, at vi ikke ubetinget har gode erfaringer med det etablerede skolesystem. Det lader ikke meget tilbage at ønske for de børn, der ikke er så lette at putte i en kasse og få til at rette ind. Og lad os se det i øjnene, de børn er der vist efterhånden flest af. Alligevel vil regeringen ikke erkende, at de føder på et skolesystem, der hæmmer flere end det booster. Og som har mere travlt med at forme og putte i kasser, end egentlig at lære vores børn og unge det aller vigtigste, nemlig at mærke efter og turde at finde sin egen vej. De ting var med til at jeg blev mere og mere tændt på unschooling.

Hvad er unschooling

Unschooling er en indlæringsfilosofi, hvor kernen er at børn lærer det, de har brug for, når, de har brug for det. Og at alle børn har forskellige måder at lære på, og forskellige tidspunkter af livet de er motiverede til de forskellige ting. Derudover er tanken at læring kan ske gennem det at leve. Desuden tænker man ikke, at børn skal starte med at lære når de er 6 år, men at det er en livsfilosofi, der pågår fra barnet fødes. Som for eksempel med min 4 års, der pt er vild efter at lære engelsk. Hvorfor så vente til hun går i 1. klasse og er 7 år?

Jo mere jeg lærte og læste om den måde at leve og lade børnene lære på, jo mere begejstret blev jeg. Og jo mere blev det tydeligt, at det allerede ligger helt naturligt til mig og os.

Unschooling – udfordringer

Men så er der alle de ting, der gør at tvivlen lige får mig til at skulle stoppe op, tage en dyb indånding, og finde mit mod. For er jeg god nok? Kan jeg virkelig nok, til at mit barn får læring nok? Og kan jeg holde til det? Jeg har jo kroniske smerter, og er alene med hende? Og efter sommerferien er vi alene det meste af tiden, da min mellemste skal på efterskole og den ældste skal læse inde i byen. Der bor hans far, så han vil nok foretrække flere dage, at kunne sove længe, fremfor at være her, hvor man skal tidligt op.

Men omvendt, så er intet i mit liv skrevet i cement. Jeg lever efter Kong Fuxi’s ord; Hvor end du går hen, Gå helhjertet. (se min youtubevideo om det emne her ) Så ja, måske vil mine kroniske smerter sætte en stopper for mine intentioner. Måske har jeg ikke stor nok viden til at leve sådan i det lange løb. Men det kan jeg ikke bruge til noget lige nu. Jeg går helhjertet ad denne vej, der føles så sand og god for mig. I første omgang som hjemmepasser, men med unschooling i baghovedet. Og så må vi se hvordan det går. Går det ikke, så finder vi en ny retning, og går helhjertet ad den vej.

Jeg fik en god snak med en veninde, der er uddannet lærer. Hun fik mine bekymringer for, hvorvidt jeg kan nok, manet i jorden. For hun er vild med den måde at tænke på. Den måde at leve på. Og hun er sikker på, at jeg har kompetencerne. For ideen med unschooling er netop, at når barnet er motiveret til at lære et eller andet, så sætter man sig ned og finder ud af det sammen. Lærer begge, hvis det er noget man som forældre ikke ved. Og tilegne sig viden, det er jeg god til. Og ja, jeg står alene med ansvaret, hvis ikke det går godt, men det er ikke anderledes, end hvis jeg putter hende i folkeskolen, og hun mistrives der og intet lærer.

Modet til at prøve

Jeg tror lige nu jeg er på et punkt, hvor jeg ikke kan andet end at give det et helhjertet forsøg. Vi nyder vores dage, og har heldigvis allerede et lille netværk med venner, der ligeledes hjemmepasser og som leger med ideen om unschooling. Så vi står ikke alene. Vi er en del af et fællesskab, som vi nyder og som vi/jeg kan sparre med, men min datter får nydt social omgang med andre børn.

I dag lærer vi engelsk.. Hvem ved hvad vi har gang i om en måned. Men det er heller ikke vigtigt. Det der er vigtigt er, at vi trives og at min datter finder overskud til udvikling og læring.

Næste spændende uvished i vores rejse er, om vi skal blive her i vores smukke vidunderlige hus, eller om vi skal på nye eventyr i en lejlighed. Som tingene ser ud, tyder det på, at vi skal blive her, for huset har snart været til salg i et halvt år uden at blive solgt, men jeg har overladt det til universet om det i virkeligheden er fordi vi skal blive ved det netværk vi allerede har omkring min yngste, eller om vi blot skal vente til den sidste måned huset er til salg. Jeg har ihvertfald ikke planer om at fortsætte med at have huset til salg, hvis ikke det er solgt inden kontrakten med mægler udløber. I så fald er det meningen at vi skal blive, og vi har været i gang med at indrette os mere inde og ude, så det passer til mit (manglende) overskud.

Alt er åbent – intet er afgjort. Men en ting er sikkert, vi har påbegyndt et meget spændende kapitel af vores liv… Og vi nyder hver et skridt med alt vi har.

Har du erfaringer med unschooling, eller har du tanker om det, så skriv endelig en kommentar. Og del gerne med venner og bekendte hvis du mener andre kan bruge mine overvejelser til noget.

I lys og kærlighed,

Zanna Ibina

unschooling