logo-groen

Når vi lander i verden, fødes vi ind i en familie. Det er lidt af et lotteri, om vi er blevet begavet med en støttende kærlig en af slagsen. Eller om vi har vundet en mere dysfunktionel en. Uanset, så vil vi igennem livet møde mennesker, som får betydning for os. Nogle vil vi følges med en stund, mens andre vil gå med os en smule længere. Men nogle få vil blive indlemmet i vores klan for altid. Det er de mennesker, der bliver vores selvvalgte familie.

Jeg vil i denne artikel vende lidt tanker om familie, venner og så den tilvalgte familie. Dem, der tilsammen ender med at blive vores klan. For det er vigtigt for os mennesker at have en klan af gode mennesker omkring os.

Vigtigheden af at have vores klan omkring os.

Hvis vi ser helt basalt på det, så har vi som mennesker brug for at have vores klan omkring os for at overleve. Det er en mekanisme, der stammer helt tilbage fra stenalderen, hvor vi havde brug for at være del af en flok for at overleve. I dag er det andre ting, der er på spil, men det er ikke blevet mindre vigtigt.

Ensomhed er en af de største udfordringer i dag, da vi er kommet så langt fra de gamle måder. Vi lever ikke i små tætte samfund, vi er mere distancerede på grund af den konstante fart livet leves med, samt den teknologiske udvikling. En udvikling, der på trods store fordele, også har en bagside i form af distancering fra hinanden.

Hvem er vores klan?

Som nævnt består vores klan af vores familie, vores venner og netværk, altså den kreds af mennesker, som du kan støtte dig op af. Dem du kan kontakte for at få hjælp. De mennesker, du har samlet omkring dig med samme særinteresser, levevis eller andet, hvor du kan have brug for enten støtte, sparring eller begge dele.

For mit vedkommende vandt jeg i uddelingen af familier. Jeg og mine børn har et tæt bånd til mine forældre, og jeg har kontakt i større eller mindre grad med mine søstre. Men de alene udgør ikke min familie, for igennem årene er tilvalgt familie kommet til. Og jeg har efterhånden samlet en god klan omkring mig af venner og netværk.

Men sådan har det ikke altid været for mig. Jeg har egentlig altid haft nemt ved at skabe en omgangskreds. Men det er ikke altid denne kreds har været opbygget omkring gensidig respekt og hjælpsomhed.

Udskiftning i kredsen gennem livet

Min erfaring er at vi flere gange i livet, udskifter vores kreds omkring os. Det sker typisk i takt med, at vi som mennesker udvikler os. Jeg har flere gange i livet oplevet, at jeg over en kortere tid har udskiftet hele min vennegruppe. For at finde mig selv i nye fællesskaber, der matcher min kerne bedre. Det skete oftere som ung, hvor jeg oplever, at det er sjældnere jo ældre jeg bliver. Det tror jeg skyldes, at vi, jo nærmere vi kommer vores egen kerne, bliver mere sikre på hvem vi selv er, og så er det lettere at tiltrække vores klan, som eksisterer på samme frekvens så at sige.

Jeg har efterhånden et stærkt og dejligt netværk, en klan, der både støtter mig, holder mig ærlig og som tør at give mig kritik, hvis jeg har mistet retningen. Vores klan er en god blanding i alder, i hvor tætte vi er og hvilke områder af livet vi deler. Men jeg ved, at uanset hvad jeg står i, hvor jeg har brug for hjælp eller støtte, så er der nogen at række hånden ud til. Og det er hele formålet med at finde og skabe vores klan.

Vores klan’s betydning for børnene

I barndommen og ungdommen, finder vi ofte vores venner i daginstitutioner og skoler. Når jeg så vælger at tage min datter ud, så finder jeg det vigtigt at give hende muligheden for at skabe venskaber, netværk og klan. Og det magiske er, at jeg oplever, at i de fællesskaber vi er i omkring at være hjemme med børnene, der har alder mindre betydning. Jeg ser en datter, der tydeligt vælger sin klan til. Og det er helt uafhængigt af alder. Det er voksne, Mindre børn end hende og store børn på vej mod ungdommen. Hver især får en betydning for hende, og det er fantastisk at se, hvor bevidst hun samler mennesker omkring sig.

Samtidig er vi heldigvis landet i et netværk, som også tilføjer til min klan. Som beriger mit liv. Så sammen udvider vi vores klan, med det nye liv vi har valgt til. Mennesker, som på mange måder deler vores syn på verden, og på hvordan vi ønsker at have børn på, of hvad vi ønsker at tilbyde børnene. Det er en del af klanen jeg har manglet.

Hvordan finder vi så vores klan?

Sagen er, at det ikke bare lige er noget, der opstår af sig selv. Det kræver både vilje og hårdt arbejde. Det kræver at vi stiller os derud, hvor det er muligt at se os. Det kræver at vi tør at se så meget indad, at vi er i kontakt med vores inderste kerne og så kræver det ikke mindst, at vi tør at række ud. At vi tør at invitere til fællesskab og venskab. At vi tør at inddrage nye mennesker i vores liv og vores inderste.

Belønningen, den kommer alle dage fremover, når du altid har en eller flere at række ud til ved tvivl. Nogle at ringe til når verden vælter. Nogle der kan holde dig fast på dine drømme. Nogle der støtter dig ud i livets store spring. Nogle at grine med og nogle at græde med. Nogle der kan inspirere dig, og andre du kan inspirere.

Har du samlet en god og stærk klan omkring dig?

Kærligst,

Zanna Ibina

Vores klan